Hvad nu hvis?
Hvordan var det gået Kurt Thorsen og PFA, hvis skandalen ikke var blevet afsløret i tide?
Hvordan var det gået Kurt Thorsen og PFA, hvis skandalen ikke var blevet afsløret i tide?
Hvad nu hvis PFA-skandalen ikke var blevet afsløret den 20. januar sidste år?
Spørgsmålet er ikke bare interessant. Det er yderst relevant. Og svaret kan få helt afgørende betydning for sagens udfald.
Anklager Merete Vestergaard vil i sin procedure på tirsdag hævde, at Kurt Thorsen kunne have kørt sine 3,8 mia kroners projekter igennem - uden at nogen havde opdaget noget som helst. Dels byggeriet af den store ferieby i Spanien. Dels opkøbene af selskaberne CVI, Danica T, Gefion og Norden, som tilsammen skulle udgøre et gigantisk, børsnoteret ejendomsselskab.
Det er anklagerens påstand, at alle disse projekter kunne have finansieret sig selv via de banklån, som de falske PFA-garantier havde skaffet. Der var nemlig så stor substans i Thorsens forretninger, at finansieringen kunne forrentes uden at nogen havde opdaget noget om de garantier, der lå bag.
Det vil være anklagerens påstand, at Thorsen bare tog den store chance - uden at kalkulere med risikoen for utidig afsløring.
Men netop denne påstand vil Thorsens advokater i dagene efter påske angribe som værende det rene sludder og vrøvl. Ifølge Thorsen var det kun et spørgsmål om kort tid, før PFA-skandalen alligevel ville være afsløret. Allerede 1. februar 1999 - 11 dage efter afsløringen - forfaldt et lån fra London-danskeren Finn Harald Simonsen. PFA skulle denne dato betale Simonsen 249 mio kr. Beløbet dækkede en andel på 25 pct. af aktierne i Kurt Thorsen A/S.
Disse aktier havde Simonsen fået transport i - men kun til 1. februar. Senest denne dato skulle pengene falde fra PFA. Ellers ville Simonsen sende PFA til incasso. Det har han selv forklaret i retten.
En måned senere, 1. marts 1999, forfaldt restbeløbet på købet af Norden-selskabet, ca. 760 mio kr. Også dette beløb kunne PFA afkræves, hævder Thorsen og hans advokater.
Endelig havde PFA også via falske Lublin-underskrifter købt 770 at Thorsens spanske ferie-lejligheder, plus 2.000 kvm erhverv. Pris: En lille milliard kr. Pengene forfaldt ved afleveringen, som skulle have været her i starten af år 2.001.
I dag har den spanske bank som bekendt overtaget dette projekt. Ingen har derfor tabt de store penge på PFA-skandalen. Det er stort set det eneste, både forsvarer og anklager er enige om.
Men hvad nu, hvis skandalen ikke var blevet afsløret 20. januar 1999? Det spørgsmål er der mindst to meninger om...