Tilskuerne på Tingbjerg Ground fik sig formentlig lidt af en overraskelse i mandags, hvis de genkendte den høje mand i huen med det karakteristiske ansigt. Det var nemlig ingen ringere end den mangeårige Arsenal-anfører Tony Adams, som var ude at se kampen mellem Brønshøj og Fremad Amager i 2. divisions-oprykningsspillet.
Adams, der i mange år styrede Arsenals velkendte offside-fælde og var hjørnestenen i »The Legendary Back Four«- forsvaret, der i øvrigt bestod af Lee Dixon, Nigel Winterburn og Martin Keown/Steve Bould, var i København i forbindelse med et møde om et arrangement i den officielle danske Arsenal-fanklub.
Tony Adams, der tidligere har været manager Portsmouth og Wycombe og i øjeblikket arbejder som sportsdirektør i den aserbajdsjanske klub FC Gabala, er nemlig ærespræsident for Arsenal Denmark, og det er planen, at han skal deltage ved fanklubbens 25 års jubilæumsarrangement.
Fanklubbens formand, Thomas Ballegaard, postede således et tweet med et billede af ham selv og Arsenal-legenden til kamp under ydmyge forhold i Brønshøj.
Adams' kontrakt med den kaukasiske klub udløber til sommer, og han er i gang med at sondere terrænnet for et nyt job. Men Thomas Ballegaard afviser, at han er på vej til en dansk klub:
»Jeg har set, at der begyndte at gå rygter om Adams og Brøndby, efter jeg lagde billedet ud på Twitter, men det har ingenting på sig. Han havde været Tyskland for at se Englands landskamp, og så var han i Danmark for, at vi kunne tale sammen om hans deltagelse ved jubilæums-arrangementet, og så passede det med, at han kunne komme ud at se en kamp og mødes med »Faxe« bagefter,« fortæller fanklub-formanden.
Adams er intet mindre end en vaskeægte Arsenal-legende, der spillede hele sin karriere fra 1983 til 2002 i London-klubben, og derfor kender han også Fremad Amagers cheftræner, John 'Faxe' Jensen, som spillede i den engelske klub 1992-96. Og de to tidligere Arsenal-spillere var ude at spise sammen efter kampen.
»Ja, det gjorde vi. Os gamle Arsenal-drenge, vi mødes en gang imellem,« fortæller den gamle europamester.