Man skal gøre sig umage for ikke at få øje på dem, for de står side om side i vinduet, og når man kommer indenfor står de stablet lag på lag med hver deres premieretilbudsklistermærke på.
Fænomenet ‘Fifty Shades’ har for alvor ramt Danmark i dag, hvor den danske oversættelse af første bind i trilogien 'Fifty Shades - Fanget' er landet på hylderne i de danske boghandlere. Bøgerne sælger hurtigt - og Arnold Busck på Strøget i København er ingen undtagelse.
- Vi har allerede solgt mere end ti af dem i dag, fortæller en ekspedient mindre end halvanden time efter, butikken er åbnet.
Fifty Shades-trilogien handler om den litteraturstuderende Anastasia Steele, som indleder et hedt og også særdeles kontrolleret forhold med den mystiske forretningsmand, Christian Grey. Det er foreningen af sex, sadomasochisme og kærlighed - eller som amerikanerne kalder det: "mommy porn".
Porno på den pæne måde
- Det skal være ret frækt, før det er spændende, siger Stine Jørgensen, der netop har sikret sig et eksemplar af den danske udgave. Hun havde læst om bogen i et magasin og set den på natbordet hos en veninde, så nu måtte hun også have sin egen kopi. Stine Jørgensen forventer, at bogen er "porno på den pæne måde". Og det er netop, hvad bogen er.
- Det er tiltalende, at man kan gå ind og købe en bog, som ser pæn og nydelig ud, og som har et indhold, der handler om sex. Der er en almindelig nysgerrighed og et ønske om at læse om sex og det er dét, E L James er slået i gennem på, siger Andreas Nordkild Poulsen, der er kommunikationschef hos Arnold Busck.
Stort set alle kvinder, der besøger Arnold Busck på dagen, hvor den danske udgave er blevet en købebar realitet, må hen og læse på bagsiden af bogen. Nogle står længe og læser og bladrer, og man hører små fnis, når et eksemplar er i hånden på en potentiel teenage-køber.
Længe ventet
- Den danske udgave er ventet, understreger en ekspedient i butikken. Den engelske version udkom i marts, og også den har mange danskere kastet sig over. Ikke fordi den er smukt skrevet - for det er den ikke, siger ekspedienten - men fordi, man bliver revet med.
- Der kom en kvinde herind, som meget slukøret købte andet bind med ordene: "Det er ikke fordi, det er god litteratur, men jeg skal vide, hvad der sker."
Siden bogen udkom på engelsk i marts, er den blevet solgt i mere end 31 millioner eksemplarer i 41 lande verden over. Kvinder over alt har taget husmorpornoen til sig. Anmelderne derimod er ikke begejstrede - heller ikke de danske, som blandt andet kalder 'Fifty Shades - Fanget' for triviallitteratur og dårlig prosa. Men de hårde ord og få stjerner ændrer ikke på, at et nyt fænomen er opstået - og kommet for at blive.
Skal redde julesalget
- Målgruppen er kvinder mellem 20 og 60 år, og det er en stor målgruppe, for det er dem, der læser allerflest bøger. Bogen her er en af dem, der skal redde julesalget, siger Andreas Nordkild Poulsen, der har meget store forventninger til den danske udgave.
- Bind 1, 2 og 3 samt samleboksen i den engelske udgave ligger på vores bestsellerliste over engelske bøger, og vi forventer, at salget af den danske udgave bliver lige så markant. Og det er ikke kun en bog, der bliver solgt i København, men over hele landet. Det er ikke så tit det sker.
I køen til kassen i Arnold Busck står dog en mand med hele tre eksemplarer af bogen.
- Jeg skal til fødselsdage hos tre midaldrende kvinder, forklarer Jakob Busse på 48.
- De trænger til at blive peppet lidt op!