BT Søndag fylder et år. Vi markerer fødselsdagen med et gensyn og nye historier med en række af de fantastiske mennesker og liv, vi har været tæt på.

Halvandet år efter Christina Olsens piger blev frarøvet livet af deres far i en brændende bil, prøver hun at leve et normalt liv, undgå at hænge i sorgen og mindes sine piger med et smil. Og for det meste lykkes det

De ligger der endnu. Bamserne. Fint puttet under en lilla kjole ved fodenden af sengen i det lyserøde prinsesseværelse. Også selvom det er mere end halvandet år siden, Line på ni tog afsked med dem for at tage på ferie med sin storesøster Marlene og deres far. De er ikke blevet rørt eller flyttet. Og de bliver det nok aldrig.

- Det lyder måske skørt at sige, men det gør mig faktisk glad at gå op på hendes værelse og se bamserne ligge der. For det er så meget Line at putte dem. Så jeg kan mærke, at det er sådan, det skal være, fortæller Christina Olsen.

  

Med voksende uro ventede Christina den 12. august 2011 på, at hendes små piger skulle komme hjem. De havde været på ferie hos eksmanden Thue, men han dukkede ikke op med dem ved hjemmet i Øster Hurup i Nordjylland, som de havde aftalt. Og hun kunne ikke få fat på hverken dem eller ham.

Da det bankede på døren, var det ikke Thue, der stod udenfor. Det var landbetjenten.

- Vi har fundet en udbrændt bil nede i Tyskland, Nummerpladen på bilen matcher Thues, sagde betjenten, der tog Christinas hånd i sin, før han fortsatte:

- Og der sidder muligvis to børn på bagsædet.

Med ét byggede en mur sig op omkring hende. Beskyttede hende mod chokket. Thue havde bedøvet småpigerne med sovemedicin og lagt dem på bagsædet af sin bil, som han kørte ned til en skov ved Berlin. Pigerne mærkede ikke flammerne, da han satte ild til benzinen, han havde hældt ud over dem og bilen.

  

Muren

Da BT mødte Christina Olsen i maj sidste år, havde hun stadig muren oppe. Omend den var tyndere. Kort forinden var der faldet dom i sagen mod Thue. Livstid blev straffen. Da BT taler med hende igen, er muren i dag brudt ned. Væk.

- Jeg savner jo Marlene og Line hver evig eneste dag. Til tider tænker jeg stadig, at selvfølgelig kommer de tilbage, at det hele bare er foregået inde i mine tanker som det værst tænkelige, der kan ske. Men jeg har accepteret det. Jeg tror bare, den menneskelige hjerne ikke altid kan forstå det. Måske er det for uhyggeligt til det. Men jeg ved, jeg skal leve med det. Og så må jeg få det bedste ud af det, der er tilbage. Finde den nærmeste lykke, siger Christina Olsen.

Muren brød sammen i sommerferien sidste år. Beskyttelsen mod bevidstheden om, at pigerne ikke længere var, blev mindre og mindre nødvendig. Til sidst kunne hun klare sig uden. Samtidig begyndte hun at trænge til at lave noget. Længtes efter at komme tilbage på arbejde.

For med murens fald stod det klart for hende, at den nærmeste lykke måske var at være noget for andre. Hun kunne ikke længere være en mor for Line og Marlene, gøre en forskel for dem. Men hun kunne gøre en forskel for andre.

Efter sommerferien vendte hun derfor tilbage til jobbet som lærer på Assens Skole. Som lærer kunne hun mærke, at hun ændrede noget. Og for hende var det en forløsning. Samtidig begyndte hun også undervise flere gymnastik- og fitnesshold.

- Det at være noget for nogen og gøre en forskel har jeg aldrig tænkt over før, for det kom helt naturligt til mig som mor. Når man er mor, gør man en forskel. Men det er ikke til stede mere. Nu har jeg fundet ud af, at det åbenbart at vigtigt for mig at være noget for andre. Det giver mig energi.

  

Heler i søvne

Men selvom hun har fundet en forløsning på den anden side af muren, er hullerne der endnu. Hullerne, hun falder i, når sorgen får overtaget. Dog er hun ikke længere bange for at falde i dem.

- Hullerne har måske samme dybde som dengang, men fordi jeg har noget, jeg skal og vil op til som job, venner eller familie, så kommer jeg op igen. Enten hiver det mig op, eller også falder jeg ikke så dybt mere, siger Christina.

Om natten drømmer hun ofte om sine piger. Hun ligger aldrig vågen, og drømmene er ikke mareridt. Det er gode drømme. Minder.

- Jeg tror, jeg heler, når jeg sover. For det er gode drømme om pigerne. Og det er med til at gøre det lidt nemmere.

I vågen tilstand længes hun stadig efter dem. Helt fysisk. Når hun ser nogle piger i deres alder hoppe rundt med mørkt og lyst langt hår, tænker hun, at det kunne have været dem.

- De der bløde arme, man har, når man er ni år, fordi man måske er lidt hvalpet endnu, dem savner jeg helt vildt. Men sådan havde Line jo ikke set ud i dag. Så havde hun jo ikke haft de der bløde arme på den måde. Men jeg husker Line og Marlene, som de var. Sådan vil de altid stå for mig. Jeg tænker aldrig på dem som ældre. Heller ikke selvom Marlene kunne være blevet 12 år.

Værelserne

De to pigers værelser står der endnu. Marlenes med Justin Bieber-cd’er og plakater. Lines med bamser og kjoler. Og dog er de forandrede. Ikke lige som sidst, BT var på besøg. Fremmede vil måske ikke kunne se det. Men Christina kan. Hun har ryddet lidt op, smidt ting ud, der var ligegyldige for pigerne, foræret det til kollegers børn og børnebørn. Kontorborde er kommet ind på værelserne. Et på hver så hun kan arbejde tæt på dem.

- Det dufter ikke af dem deroppe mere. Det gjorde det i starten. Der sugede jeg deres duft ind. Den fornemmelse har jeg ikke længere. Nu er det bare et rart sted, hvor jeg kan have en form for nærhed med pigerne.

Karamellerne, som hun købte med Line, da de var på Bornholm kort før, pigerne tog på ferie hos deres far, skulle de have spist sammen, når de kom tilbage. Sidste gang stod posen endnu uåbnet i skabet. Det gør den stadig.

- Jeg tror simpelthen, de er blevet et minde nu. Et godt minde, siger Christina og griner stille:

- Så jeg tror ikke, jeg får dem spist.