Sjældent har så megen vrede, så mange tårer fundet en så kollektiv platform, som da dokumentaren ’Adoptionens pris’ for lidt over et år siden blev vist på TV2, og den hjerteskærende og rystende historie om lille Masho blev foldet ud i de danske stuer. Historien om en forskræmt pige på fire år med store, våde, brune øjne, som sammen med sin lillebror Roba blev adopteret af et dansk ægtepar.

Følelserne var forståelige. For her var tale om en adoptionssag, som satte emnet på den danske dagsorden og gik galt på alle tænkelige fronter. Ikke mindst på den menneskelige, med Masho i centrum.

Filmen fulgte Masho gennem flere år, hele vejen fra Etiopien til Holbæk. Hele vejen frem til det øjeblik, hvor adoptivforældrene smed håndklædet i ringen og sendte deres seks-årige adoptivdatter først i pleje hos en aflastningsfamilie, siden direkte videre på børnehjem. Eller bosted, som betegnelsen er i det offentlige system. Det var dengang.

Men en lykkelig slutning er der fortsat langtfra i Mashos liv og på historien.

- Hun har det fint, siger familien til BT.

Adoptivforældrene Henriette og Gert Vedsegaards korte udtalelse kommer gennem dokumentarfilmens presseagent.

Masho var en ’nitte’

Parret har lukket helt ned for kontakt med omverdenen om det ømtålelige emne, som Masho blev for dem, efter at hele Danmark havde set med, da Henriette for rullende kamera bl.a. kaldte sin datter for ’en nitte’. Eller straffede den lille pige ved fuldstændig at ignorere hende, som var hun luft.

Nu er hun på fjerde år en slags luft for det, der skulle have været hendes nye danske familie.

For Masho - som i dag er ni år gammel - bor stadig på børnehjemmet udenfor Holbæk. Sammen med andre problembørn. Hun har kun sporadisk kontakt med lillebroren Roba og ingen kontakt overhovedet til sine biologiske forældre.

I dét, der har været Mashos hjem i flere år, er idyllen udadtil helt Morten Korch’sk. Om sommeren bølgende kornmarker og grønne skovområder, så langt øjet rækker. Men om der også er idyl for Mashos indre blik, er nok mere tvivlsomt.

- Jeg tror ikke, at der findes nogen, som ikke er dybt berørt af hendes skæbne, siger instruktør Katrine Kjær, som stod bag dokumentaren, og fortsætter:

- Jeg er ikke længere en aktiv part i sagen og har ingen direkte adgang til hende. Men jeg har stadig lidt kontakt med Henriette og Gert og ved, at hun efter omstændighederne har det godt og trives der, hvor hun er. Så vidt vi ved, er der reelt ikke sket noget i Mashos situation i forhold til dér, hvor filmen ender, og det er kommunen og Socialministeriet, der har ansvaret for det, siger Katrine Kjær.

Helle Mariager, som er børn- og ungechef i Holbæk Kommune, sidder med ansvaret for Mashos sag, og hun har forståelse for, at omverdenen ikke kan slippe de knugende billeder af det barn, der i sit korte liv er blevet gjort så meget fortræd.

- Men Masho har krav på, at vi ikke fortæller om hende. Derfor kan jeg kun sige, at hun efter omstændighederne har det godt, og at vi er forpligtet til at gøre alt, hvad vi kan, for hende. Det er en kompleks sag, og vi har hentet hjælp hos Viso (rådgivende afdeling under Socialstyrelsen, red.) og har hyret eksperter for at sikre, at vi får de bedste øjne på sagen, siger Helle Mariager, som ikke kan gå i detaljer med, præcis hvad kommunen og bostedet har gjort for Masho.

Ingen mor eller far

- Vi skal sikre, at der skabes mest mulig stabilitet i børns liv og sikre, at hvis der er nogle ting, de slås med, så skal vi specifikt gå ind og arbejde med det. På den måde adskiller Mashos sag sig ikke fra andre børns, vi har anbragt. Vi skal sikre, at hun kommer til at leve så normalt et liv som muligt, og i det ligger også, at det aldrig er et mål i sig selv at være institutionsanbragt, siger hun videre.

For ni-årige Masho har den største del af hendes liv allerede været levet som anbragt. Uden en kærlig kontakt til en mor eller far. Eller en lillebror. Og selvom bostedet i omsorgsfulde vendinger beskriver børnenes hverdag som værende præget af ’anerkendende relationer med fokus på livsglæde, tryghed, tolerance og succesoplevelser’, ændrer det ikke ved, at en mor eller fars trygge favn ikke er en del af den hverdag.

Ifølge BTs oplysninger har Masho stadig kun kontakt til adoptivfamilien - og dermed også sin lillebror - hver anden weekend. Lillebror Roba går i dag i 2. klasse.

Men hvad fremtiden byder på for pigen fra Etiopien, det er stadig et stort, blødende spørgsmål, som ingen kan give et bud på.

BT har forgæves forsøgt at få uddybende kommentarer fra Mashos adoptivforældre.