Hans venner kalder ham stadig Jonas fra Puls, og han blev mange teenagepigers darling i Anja og Viktor-filmene. Men de senere år er den nu 37-årige Jonas Gülstorff sprunget ud i en helt ny profession.
Nu er det i den skønlitterære verden, han folder sig ud, og i dag udgiver han novellesamlingen 'New York Noveller,' som er hans femte bog om de oplevelser, han havde, da han boede fem år i New York.
Artiklen fortsættes under billedet.
Men navnet 'Jonas fra Puls' hænger stadig ved 17 år efter, han var på skærmen på TV 2s populære musikshow 'Puls' i 1990'erne.
»Mine venner kalder mig Jonas fra Puls den dag i dag, og det er jeg pissestolt af. Det er jo så sindssygt, at folk kan huske, hvad jeg lavede for 17 år siden,« siger Jonas Gülstorff til BT.
Lige nu er hans amerikanske agent ved at forsøge at sælge en roman, han har skrevet på engelsk til det amerikanske marked, men selvom han både har været radio- og tv-vært samt musikproducer, har det litterære aldrig ligget ham fjernt.
»Jonas fra Puls var jo en karakter, jeg selv skrev. Jeg fik idéen, da jeg var til frisøren, og Jonas var jo frisør, der fik mennesker til at tale, når de sad i frisørstolen, og det er også ved at møde og tale med mennesker, jeg har fået inspiration til mine bøger,« siger han.
Det lå på ingen måde i kortene, at forfatteren skulle blive en tv-kendis.
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være kendt. Men det var massivt, for dengang var der kun to kanaler. Det startede med, at jeg som 13-årig tømte skraldespande på radiostationen The Voice, og så var der nogen, der så et lys i mig, og så fik jeg nogle mentorer og endte til audition og lavede lokalfjernsyn,« siger han.
Til sidst endte han på TV 2s store satsning 'Puls', men tv-livet var ikke kun glamour og glade dage.
»Da jeg var 23, var jeg i chok over alt det, der var sket i mit liv, og jeg tog til Amsterdam og arbejdede et år som kok. Det var fedt at komme ind i et køkken uden nogen anede, hvem man var og så bare lave lækker mad til folk. Det gør mig lige så glad.«
Siden har Jonas Gülsdorf både været med til at starte radiostationer op som Radio 100 FM,og han har skrevet og produceret flere hits som Szhrileys 'Gammel Kongevej' og Rasmus Nørhs 'Alderspræsident'. Men han har også haft helt-nede-på-jorden-job, da han tilfældigvis endte med at bo fem år i New York efter det, der bare skulle have været en ferie.
»Jeg endte med at møde en masse mennesker og flyttede derover og fik et helt nyt liv. Jeg gik fra at betale topskat i Danmark til at arbejde for pebernødder i restauranter og boghandlere, men jeg har været berømt, siden jeg nærmest var teenager, og det er sundt at komme ud og opleve livet uden at få en høj gage.«
I dag er Jonas Gülstorff flyttet tilbage til Danmark og er ud over forfattergerningen vært på DRs radiokanal P7 Mix. Men hvis hans vej igen gør et sving, er han ikke bange for det.
»Hvis det endelig er, så trækker jeg i cowboyjakke og står sammen med nogle fede mennesker i et køkken og laver noget lækker mad. Det gør mig lige så tilfreds.«
