Jessi Christensen kom sidste år med et opråb. Allevegne kunne hun læse om såkaldte superstudenter, der var defineret af deres mange 12-taller.
Men Jessi Christensen følte sig også som en superstudent, selvom hun ikke fik 12-taller på stribe. For hende var det en sejr bare at få den blå HF-hue fra VUC i Køge efter tre år med sygdom og flere psykiske diagnoser, heriblandt depression.
'Jeg ligger på alt mellem 02 og 7, og jeg føler mig som en super-student! Selvom jeg ikke ligger karaktermæssigt i den rigtige ende, har jeg fået min studentereksamen på trods af at alle odds var imod mig,' skrev Jessi Christensen sidste år som en Facebook-kommentar til en BT-artikel om årets super-studenter.
Startet på drømmeuddannelsen
Dengang fortalte Jessi også, hvordan det var hendes drøm at komme ind på pædagoguddannelsen, og nu et år senere er hun i fuld gang.
»Jeg er kommet ind på pædagoguddannelsen i Roskilde og har lige afsluttet første semester. Det har været meget anderledes i forhold til HF. Alt det, man lærer, er relevant og meget spændende. Jeg har mere lyst til at være i skolen, fordi jeg kan sætte de ting, vi lærer, i forhold til det, jeg gerne vil,« forklarer 23-årige Jessi.
Hun fejrede i går sit første beståede semester sammen med sin veninde, der er blevet student.
Noget af det, hun især sætter pris på ved pædagoguddannelsen, er, at meget af karakterræset er fjernet til fordel for ’bestået’ og ’ikke bestået’. Der gives kun karakterer få gange på et år.
»Vi får kun bestået og ikke bestået og kun karakterer til eksamen. Det fjerner noget af presset, for man sammenligner sig ikke med andre og føler, at man skal have 12,« forklarer Jessi.
For meget fokus på 12-taller
Lige nu står tusindvis af studenter i samme situation, som hun selv gjorde sidste år – de får huen på, uden at der nødvendigvis står 12 indeni den. Og det skal man alligevel være stolt af, mener Jessi, som stadig synes, at karakterræset og fokus på dem, der får de højeste snit og karakterer, fylder for meget
»Det eneste, man stort set hører om, er dem, der får 12. Men jeg synes stadig, alle har deres at kæmpe med. Man burde mere fokusere på, at alle er superstudenter, lige meget om man får 02 eller 12,« siger Jessi Christensen.
Siden hun stod frem i BT sidste år og fortalte om sit syn på superstudenter har Jessi Christensen fået mange positive henvendelser fra andre, der også har kæmpet i uddannelsessystemet.
»Mange har skrevet, at jeg havde inspireret dem. Der var en der skrev, at hun ville starte med at få sin uddannelse nu. Før havde hun ikke følt, hun var god nok, men efter jeg stod frem, følte hun sig også god nok,« fortæller Jessi, som er glad for, at hun har gjort en forskel for andre.
»Jeg er glad for folks reaktioner, men det føltes også mærkeligt, for jeg havde aldrig troet, jeg var den, der skulle inspirere andre.«
