Husker du billedet af den irakske flygtning, der står grædende med sin familie i favnen, efter han kom sikkert i land på stranden i Kos?
Det blev taget den 16. august af en fotograf på The New York Times, og det gik hurtigt verden rundt, da billedet for alvor skabte opmærksomhed på den alvorlige flygtningekrise, som Europa står i.
Manden hedder Laith Majid, og han er nu ankommet til Berlin sammen med sin kone, Neda Adel, og deres fire børn, hvor de vil søge om asyl.
Det skriver The Guardian.
Tyskland har været målet, siden familien tog turen på 20 kilometer fra Bodrum i Tyrkiet til den græske ø Kos i nattens mørke. I båden var der plads til fire. Men de var tolv den nat. Båden mistede luft på halvvejen, så de til sidst sad i vand til brystet.
Men den nat i august nåede familien i land. Og de nåede også hele vejen til Tyskland, som det hele tiden var planen.
Familien fortæller, at ikke mindre end 13 lande har ønsket at registrere dem som asylansøgere, men at valget faldt på Tyskland, fordi landet ifølge Angela Merkel vil tage imod op til 800.000 flygtninge i år.
»Angela Merkel er et godt menneske, og hun er som en mor for os. Vi har hørt, at vi får hjælp her, og at børnene kan gå i skole,« fortæller moderen, Neda Adel ifølge dagbladet.no.
Og nu er familien så i Berlin, hvor de er blevet fotograferet, og også dette billede er blevet delt på de sociale medier. Men modsat det første billede er familien, er stemningen på billedet fra Berlin en helt anden. Familien smiler. Både faderen, Laith Majid, moderen Neda Adel, de tre sønner, Moustafa, Ahmed og Taha, og datteren, Nour.
Og det er med god grund. For turen til Berlin har været lang. Og den har ikke været uden risici.
Familien er flygtet fra Bagdad i Irak, hvor kampe mellem regeringsstyrker og Islamisk Stat har drevet mere end to millioner mennesker på flugt. Familien, som er sunnimuslimer, flygtede, fordi de blev truet på livet af den shia-dominerede regering, skriver dagbladet.no.
Da familien ankom til Kos, rejste de videre til Athen, hvor de i en lastbil blev transporteret hele vejen til Berlin. De var låst inde, og de kom kun kortvarigt ud om natten for at trække lidt luft.
Det var fotografen Daniel Etter der tilbage i august tog billedet for The New York Times.
»Da båden kom ind, trådte en midaldrende mand ud på stranden. Han rystede i den grad, og han havde svært ved at gå. Da hele hans familie nåede i sikkerhed på stranden, brød han sammen, og han krammede sin kone og deres børn,« fortalte Daniel Etter om øjeblikket ifølge The Guardian.