Hun var blot 13 år gammel, da hun fik hele Norden til at synge med på ’What’s in it for me’. I dag er lille svenske Amy Diamond blevet hele 24 år. Og det er ikke meget, man har set til hende siden storhedstiden i de tidlige teenageår. Nu fortæller hun hvorfor.

Som barn vandt hun en talentkonkurrence, hvor præmien var muligheden for at få indspillet en sang i et rigtigt musikstudie. Derefter tog det fart for 13-årige Amy Diamond, der skabte en landeplage med ’What’s in it for me’, blev kendt langt ud over hjemlandet Sveriges grænser, deltog i Melodi Grand Prix, vandt flere priser og blev blandt andet den yngste person i historien, der har vundet en Nordic Music Award.

Men i 2010 stilnede det af. Amy Diamond trådte ud af rampelyset og droppede sit kunstnernavn.

I dag kalder den 24-årige kvinde sig selv for Amy Deasismont – sit fødenavn – og til det svenske tv-program ’Nyhetsmorgon’ fortæller hun nu, hvorfor ’Amy Diamond’ pludselig forsvandt.

»Det lyder så dramatisk. Den musik, jeg tidligere har udgivet, findes jo endnu, så det er jo ikke fordi, nogen er døde,« siger hun ifølge Expressen i interviewet.

Hun lægger ikke skjul på, at livet som barnestjerne ikke var lutter lagkage. Den unge kvinde har kæmpet med angst. Særligt da hun var yngre. Og hun havde svært ved at være sig selv og passe ind i skolen.

»Jeg blev ked af det, når nogen valgte at tiltale mig med mit kunstnernavn. Det føltes som om, at de slet ikke kendte mig. Jeg kommer nok altid til at lide af angst, men det kommer og går. Jeg oplever jo også vældigt gode tider, så jeg vælger at se det positive i det og bruge det som drivkraft,« siger den i dag 24-årige Amy Deasismont.

Det er det navn, hun bruger nu. Også professionelt.

Da hun lagde musikerlivet på hylden, snusede hun nemlig lidt til skuespillet. Og her oplevede hun, at folk begyndte at kalde hendes ved hendes rigtige navn. Det føltes naturligt – og derfor også naturligt at gå tilbage til.

»Nu vil jeg udgive sange under mit eget navn, og det vil jeg blive ved med,« siger Amy Deasismont.

Herunder kan du se, hvordan Amy Deasismont ser ud i 2016 samt høre en bid af hendes nye single: