BT Søndag fylder et år. Vi markerer fødselsdagen med et gensyn og nye historier med en række af de fantastiske mennesker og liv, vi har været tæt på.

Silja kommer nok snart, siger Torben. Ordene falder langsomt, tøvende. Han skal lede rigtig længe efter dem.

- Jamen far, jeg sidder jo lige her ved siden af dig, siger Silja og giver ham et kærligt puf i siden. Hun forsøger at fange hans lidt svømmende blik. Et øjebliks tilbageholdt åndedrag. Så falder tingene på plads i hans hoved. Han smiler og kvitterer med en lille fløjtelyd. Signalet til hende om, at hun er genkendt.

Torben Winkler - for kort tid siden en respekteret tandlæge og kæbekirurg - er som 66-årig ramt af den frygtede demenssygdom alzheimers. Dag for dag får han sværere ved at huske, finde ordene, genkende personer. Han var kun 55 år, da datteren Silja Dichmann og flere andre først bemærkede, at han havde fået mere end almindeligt huskebesvær.

BT Søndag fylder et år. Vi markerer fødselsdagen med et gensyn og nye historier med en række af de fantastiske mennesker og liv, vi har været tæt på.

Silja kommer nok snart, siger Torben. Ordene falder langsomt, tøvende. Han skal lede rigtig længe efter dem.

- Jamen far, jeg sidder jo lige her ved siden af dig, siger Silja og giver ham et kærligt puf i siden. Hun forsøger at fange hans lidt svømmende blik. Et øjebliks tilbageholdt åndedrag. Så falder tingene på plads i hans hoved. Han smiler og kvitterer med en lille fløjtelyd. Signalet til hende om, at hun er genkendt.

Torben Winkler - for kort tid siden en respekteret tandlæge og kæbekirurg - er som 66-årig ramt af den frygtede demenssygdom alzheimers. Dag for dag får han sværere ved at huske, finde ordene, genkende personer. Han var kun 55 år, da datteren Silja Dichmann og flere andre først bemærkede, at han havde fået mere end almindeligt huskebesvær.

Nu forsvinder sproget

I et par år har han boet på et plejeafsnit i De gamles By. Silja, der har både familie og job, besøger ham i hvert fald tre-fire gange om ugen. Hjælper ham i tøjet, snakker og drikker kaffe, går tur med ham. Hun er meget optaget af at opleve noget af den nærhed og kærlighed, hun savnede i sin barndom og tidlige ungdom. Hun husker mest en far, som havde meget travlt med sig selv, med sin karriere.

Der er sket mærkbare forandringer med Torben Winkler i løbet af det seneste år, siden B.T. i en artikel beskrev hans situation. Først og fremmest forsvinder sproget, men i stedet for at tale, så fløjter Torben nu. Faktisk fløjter han nu mere, end han taler. Når Silja eller andre spørger ham om noget, svarer han med et kort fløjt eller med en lille, ofte genkendelig stump af en gammel melodi. Det kan være Hønsefødder og gulerødder.

God kontakt

Silja ved godt, at det er et forvarsel om, at han måske om ikke så længe heller ikke er i stand til at kalde hende ved navn. Og måske heller ikke længere genkender hende. Den frygt er der hele tiden. Hun glemmer ikke den dag, hvor tingene helt tydeligt skred for ham, og han kom til at kalde hende Svend. Et øjeblik forvekslede han hende med en gammel mandlig ven, som han ikke har set i mange år.

Silja forsikrer, at hun trods tabet af sproget stadig føler sig i god kontakt med sin far. Hun siger, at hun er blevet god til at aflæse overraskelse, smerte, glæde og forvirring i hans øjne og bevægelser. Når de er sammen, virker faderen glad det meste af tiden. Det er vigtigt for hende, selv om det også vidner om, at han ikke er så klar.

 

Uoverkommelige opgaver

Torben bliver nu lynhurtigt træt. Hvor han for få måneder siden gerne stod op ved ni-tiden, kan han nu ligge hele formiddagen og døse. Og allerede ved to-tiden er han så fyldt op, at han igen må søge mod sengen. Ting, som vi andre dårligt tænker over, når vi gør dem, er i dag blevet uoverkommelige opgaver for Torben. Han kan godt selv tygge et æble i sig, men er nu helt ude af stand til at styre en gaffel eller ske sikkert op til munden. Hver dag må han mades. At tage tøj på, f.eks. skifte til en ren skjorte, er han heller ikke i stand til nu. Oveni er han blevet urenlig. Må gå med ble døgnet rundt.

Silja er smerteligt bevidst om, at hendes far i en måske ikke så fjern fremtid skal dø af sin sygdom. Det vil være den uundgåelige følge af, at han fik diagnosen i en så tidlig alder. Havde han været måske 70 eller 80 år på diagnose-tidspunktet, ville hun kunne trøste sig med, at han nok ville dø af noget andet.

  

Derfor handler det for Silja om at overøse ham med så meget kærlighed som muligt - nu og her. I morgen er det måske for sent.

Torbens liv har været temmelig kærlighedsløst i en årrække, før han blev syg. Han blev skilt fra sin anden kone, måtte opgive karrieren, begyndte at drikke og boede til sidst alene under ret usle forhold. Eks-konerne og en søn har han i dag så godt som ingen kontakt med. Men han og Silja er tæt forbundet på forunderlig vis.

Som barn oplevede Silja sin far som utrolig fjern. Som en noget vredladen mand, der havde svært ved at vise kærlighed. Hun følte sig meget lidt elsket af ham.

Den tabte kærlighed jagter hun så nu i kap med tiden, der kan rinde ud når som helst.