Genboen skød et bæst en familie mistede ’verdens bedste hund.’ Det er den korte version af historien om labradoren Balders endeligt. Siden ’hundedrabet’ i Bognæs ved Holbæk blev kendt, har en hel nation ivrigt diskuteret rimeligheden i nedskydningen af den strejfende labrador.

Balders død har trukket overskrifter i aviser og skabt debat i tv. Familien, der mistede sit kæledyr, har fortalt om, hvor smerteligt de oplever tabet. Genboen har forsvaret sin gerning med, at han gentagne gange havde advaret familien om, at han ville skyde den strejfende hund, hvis den satte poterne på hans jord. Danskernes sind er bragt i kog i læserbrevsspalter og på internettets debatfora. Sågar fødevareministeren har været på banen med budskabet om, at hun vil undersøge en mulig ændring af den gamle lov om mark- og vejfred fra 1872. Denne lov gjorde hundedrabet lovligt, fordi genboen havde advaret Balders ejere, før han skød.

Indrømmet, det skurrer da umiddelbart i ørerne, at vi i Danmark har en lov, som handler om ’uvane husdyr’, besidderens ansvar og om retten til nedskydning af husdyr, der kommer ind på ’anden mands grund.’ Hvis Mette Gjerskov kan finde flertal for at børste støvet af de gamle paragraffer, er det i orden. Set med moderne briller kan det godt være, at vejen fra at man føler sig generet af en omstrejfende hund, til man har ret til at skyde dyret, er for kort.

Men glem de gamle paragraffer for en stund. Og brug den sunde fornuft. Når man anskaffer sig en hund, følger en række forpligtelser med. Blandt andet at sørge for, at hunden ikke generer andre. Den aktuelle sag fra Bognæs viser, at det ikke kun er muskelhunde med blottede tænder, der kan skabe splid. Tal dog sammen over hækken og gør en ekstra indsats for at finde løsninger.