En aggressiv streptokokinfektionkostede Lene Hald begge ben, den ene arm og flere fingre. Vejen tilbage til et forandret liv var lang, men hun fik hjælp afsin mand, sine børn og hunden Skipper.

Golden retrieveren Skipper kommer logrende ind i køkkenet. Den har en tøjand i munden og vil lege. Båndet mellem Skipper og dens ejer Lene Hald er stærkt. Hun er bundet til en kørestol, men medsit legesyge væsen bringer Skipper glæde og grin i hendes hverdag. Men han er også en uvurderlig tryghed og hjælp for Lene Hald, der ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at dagligdags ting som at lukke terrassedøren eller samle en sok op fra gulvet skulle blive stort set umulige – uden hjælp.

LOG IND PÅ PLUS og læs hele historien om Lene Hald - og hvordan hunden Skipper giver en følelse af lykke og frihed trods hendes handicap.

En aggressiv streptokokinfektionkostede Lene Hald begge ben, den ene arm og flere fingre. Vejen tilbage til et forandret liv var lang, men hun fik hjælp afsin mand, sine børn og hunden Skipper.

Golden retrieveren Skipper kommer logrende ind i køkkenet. Den har en tøjand i munden og vil lege. Båndet mellem Skipper og dens ejer Lene Hald er stærkt. Hun er bundet til en kørestol, men medsit legesyge væsen bringer Skipper glæde og grin i hendes hverdag. Men han er også en uvurderlig tryghed og hjælp for Lene Hald, der ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at dagligdags ting som at lukke terrassedøren eller samle en sok op fra gulvet skulle blive stort set umulige – uden hjælp.

Lene Hald havde ingen anelse om, hvad der var i vente, da hun en lørdag aften i november for snart tyve år siden trak i sin pyjamas. Hun frøs, havde det elendigt og var sikker på, at hun var ved at få influenza. Men da hun vågnede søndag morgen, kunne hendes mand Kenth se, at den var helt gal. Lene Hald talte sort og svævede ind og ud af bevidstheden. Selv kan hun intet huske, heller ikke at ambulancen kom.

»Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede. På hospitalet fik jeg flere blodpropper og mine nyrer satte ud. Alt lukkede ned indeni, og jeg blev lagt i medicinsk koma,« fortæller Lene Hald, der først blev vækket igen til jul – næsten to måneder senere.

Hun havde fået en streptokokinfektion, da hun kom til sig selv, var lægerne forundrede. For det hun havde været igennem, overlever man normalt ikke.

Nyt liv

Lægerne havde bl.a. været nødt til at sætte begge hendes ben af ved knæet og amputere hendes ene arm. Infektionen, der havde hærget hendes krop blev kaldt forskellige ting, men ordet ’dræber streptokok’ gik igen. Hendes lemmer døde et for et, og amputation var den eneste udvej. Flere gange fik hendes mand og familie at vide, at hun kun lige akkurat hang i med det yderste af neglene. Men mod alle odds klarede hun den.

»Vores drenge Frederik og Andreas var to et halvt og fem år på det tidspunkt. Tanken om dem gjorde et eller andet ved mig. De var simpelthen for små til at miste deres mor. Så jeg måtte spænde ballerne og stå det igennem for deres og min fantastiske mands skyld,« siger Lene Hald.

Hun bliver tydeligt berørt, når hun tænker tilbage på den ubeskriveligt svære tid.

I næsten to måneder lå hun i sengen uden at kunne bevæge sig – eller tale. Hun kunne kun blinke med øjnene. Når sygeplejersken skiftede forbindinger, gjorde det vanvittigt ondt, og hun vidste, at den var helt gal.

»En masse tanker for selvfølgelig igennem mit hoved. Det sværeste var at forestille sig, hvordan jeg nogensinde skulle få et liv igen, og hvordan Kenth nogensinde skulle komme til at synes, at det her var fantastisk,« siger hun og kigger ned over sin krop i kørestolen.

Før infektionen elskede hun at løbe i skoven, at tumle og spille bold med sine to drenge og at være aktiv med sin mand, venner og familie. Nu lå hun i sengen uden ben. Hun forestillede sig livet i en kørestol, og kunne kun komme i tanker om billeder af ’stakkels mennesker med tæpper om sig og spildt mad på tøjet’. Sådan ville hun under ingen omstændigheder ende.

»Det blev fra dag ét en kamp for at få så godt et liv som muligt. Selvfølgelig var der svære og sorte dage, men jeg prøvede at minde mig selv om, at jeg var her endnu. Jeg ville stadig kunne se mine unger vokse op. Det jeg har været igennem, var så ekstremt, at det eneste alternativ var ikke at være her. Det har jeg tænkt meget på,« siger Lene Hald, der lå tre måneder på intensiv afdeling, en måned på medicinsk afdeling for derefter at blive overflyttet til det lokale sygehus i Esbønderup, hvor hun skulle genoptrænes.

Accepten

Det hårdeste var at finde en ny hverdag og at få den til at fungere.

»Det har taget mange år at acceptere, at jeg ikke bare kan løbe en tur, hvis jeg er arrig eller trænger til at brænde noget krudt af. At alt skal planlægges, og jeg ikke kan gøre noget spontant. Der er en følelsesmæssig frihedsfølelse, som jeg aldrig får igen, og som jeg virkelig savner,« siger Lene Hald.

Accepten er kommet hen ad vejen. Èt vendepunkt oplevede hun, da hun kom ud af sengen og fik sin første kørestol. Den gav hende lidt af bevægelsesfriheden igen. Men det er uden tvivl kærligheden til og omsorgen for sin familie, der har drevet hende fremad – også når det var hårdt og svært. For der var stadig en hverdag at passe med fodboldtræning, legeaftaler eller en kage, der skulle bages til skolen.

Hun har brugt rigtig mange år på at være mor med stort M. Midt i ulykken har det været skønt, at hun altid har kunnet tage med til fodbold, lave lektier om eftermiddagen eller have boller klar, når drengene kom hjem. Det har hun nydt, da hun efterhånden lærte at acceptere, at det var sådan, hendes liv blev.

Men i dag er drengene blevet store. Den ældste Andreas er allerede flyttet hjemmefra, og nummer to er godt på vej. Lene Hald har oplevet et tomrum, der var svært at fylde ud. Der var pludselig mange stillesiddende timer med ipaden eller en bog, og hun tyggede lidt på ideen, da nogle venner spurgte, om hun ikke havde overvejet at få en servicehund. Lene Hald vidste knap nok, hvad en servicehund var, men læste om det og besluttede at skrive en ansøgning. Et år senere fik hun Skipper, som hun har haft i godt et halvt år.

»Jeg græd af glæde, da jeg fik ham. Det var så stort. Det Skipper har givet mig allermest er følelsen af frihed. Det kan godt være, jeg ikke selv kan løbe, men nu skal jeg ud hver dag. At tage i skoven eller sidde ved søen og tænke tanker og mærke vinden i håret, mens han løber afsted. Han giver mig så meget livsglæde og så mange gode grin,« siger Lene Hald, der kalder ham sin ’lykkepille i pels’.

Ikke syg, men kortere

Lene Hald var 32 år og arbejdede i økonomiafdelingen i FDM, da ulykken ramte. Familien boede i deres drømmehus – et lille bondehus fra 1900, der lå helt op til skoven med udsyn til hestefold og masser af charme og krinkelkroge.

»Vi overvejede at bygge om, men hvor meget charme ville der være tilbage, hvis der skulle installeres en elevator, for at jeg kunne komme op på første sal? Det var med sorg i hjertet, at vi satte det til salg,« fortæller Lene Hald, der on and off var i genoptræning i fem år.

Hun har forsøgt sig med både arm- og benproteser og har kæmpet med det. Men det gjorde så ondt, at hun måtte opgive.

»Det er vildt ærgerligt. Min bevægelsesfrihed er jo meget begrænset. Der er mange steder, jeg slet ikke kan komme ind. Jeg er godt klar over, at jeg ikke ville kunne gå til købmanden med proteserne, men det ville alligevel kunne lette mig, hvis jeg blot kunne gå nogle få skridt.«

Hun er stadig afhængig af sin kørestol og de hjælpere, der er hos hende på skift alle hverdage fra morgen til aften, men hun insisterer på at gøre så meget som muligt selv.

»Jo mere selvhjulpen jeg er des bedre. At jeg selv kan sætte vand over til te og røre i en gryde gør en kæmpe forskel for min livskvalitet,« siger hun og nikker mod det åbne køkken i det moderne murstenshus, hvor der er gjort plads til kørestolen, så hun kan nå komfuret. Familien valgte nemlig at købe en grund i Esbønderup og bygge et nyt hus, der er indrettet med hjælp fra en ergoterapeut.

Trods alt, hvad hun har været igennem, er Lene Hald lykkelig. Hun har et godt liv og har meget at være taknemmelig for. Og som hun siger, ’jeg er ikke syg mere, jeg er bare blevet lidt kortere’.

Men med Skipper i huset vil hun gå så langt som til at sige, at hun er blevet endnu mere lykkelig. De kører lange ture i skoven og har allerede tilbagelagt mere end 2.000 kilometer sammen.

»Jeg vælter mit omsorgsgen ud over ham, nusser og børster ham. Det er lidt en lykkerus, når jeg vågner op om morgenen og kigger ind i de der bedårende, brune øjne. Det er fantastisk, vi har en helt særlig nærhed. Han er altid glad, det er så smittende.«