Fire-årige Jeremy er offeret i en Youtube-video, der bliver overfaldet af en hidsig hund. Det frygtelige angreb tager dog en drejning, da familiekatten Tara pludselig jager hunden på flugt.

Og nu hylder den fire-årige dreng Tara, som sin helt. Det skriver flere amerikanske medier.

I videoen ses familien Trianatafilos fire-årige søn, Jeremy, cykle rundt i familiens indkørsel i Bakersfield, Californien, da han pludselig bliver angrebet af en fritgående hund. Hunden bider sig fast i Jeremy og flår ham brutalt af cyklen.

Kort efter kommer familiens kat, Tara, frem fra sit skjul, og kommer drengen til undsætning. Og til trods for den markante størrelsesforskel , formår katten at skræmme hunden væk inden den forvoldte for meget skade på 4-årige Jeremy, der slap med 10 sting.

Familien Trianatafilos har haft Tara i seks år, og katten er ifølge familien meget vellidt blandt folk i kvarteret på grund af dens meget selskabelige sind.

Netop på grund af Taras - for en kat - usædvanlige udadvendte og menneskeopsøgende karakter, kommer det ifølge abc News ikke bag på familien, at den reagerede som den gjorde. Og selv efter at hunden var forduftet, kredsede katten rundt om fire-årige Jeremy for at beskytte ham, hvis hunden skulle vende tilbage.

Hundens ejer har efterfølgende afleveret hunden til et dyre-kontrol center, som vil have den i 10-dages karantæne, hvorefter den vil blive aflivet, oplyser politiet.