Efter mange ugers tovtrækkeri blev der fredag sat et foreløbigt punktum i sagen om Fido, da den dødsdømte hund blev aflivet.

Sagen om Fido har sammen med blandt andet "Thor-sagen" sat stor fokus på den danske lovgivning på hundeområdet, og debatten har fået mangt og mange op af stolene.

Fidos død har for alvor fået sat sindene i kog hos mange danskere. Det ses med al tydelighed i dag på Folketingets egen facebook-side, hvor rasende sympatisører tilkendegiver deres undren over for hundeloven, og deres generelle utilfredshed med de folkevalgte politikere.

Facebook-brugeren Margit Rand har uploadet et billede af Fido i graven og skrevet følgende til facebook-siden Folketinget:

- Håber I skammer jer. Jeg anklager jer alle for mordet på en uskyldig hund. R.I.P Fido. Husk at folket vælger jer ind, men det er også folket der får jer smidt ud igen, og det kan kun gå for langsomt, mere inkompetente mennesker skal man lede længe efter

Opslaget er i skrivende stund blevet "liket" 15.000 gange, 2.000 har delt det, og 2.200 har kommenteret - tallene stiger minut for minut. Langt størstedelen kommer fra sympatisører, og debatten bærer i høj grad præg af et rådvildt, truende og meget aggressivt sprogbrug.