En norsk hundeejer står tilbage med en regning på hele 100.000 kroner efter, at hendes hund var skyld i, at en ældre dame brækkede benet.
Er du en af den halve million danskere, der har hund, vil denne historie fra Norge sikkert få dig til at gyse lidt.
Her endte en enlig mor nemlig med en regning på 100.000 kroner, fordi hendes hund rev sig fri af sin snor og løb hen til en ældre dame, som derefter faldt og brækkede benet.
Det skriver den norske avis VG, som også fortæller, at en indsamling på Facebook nu forsøger at rejse penge, der kan betale erstatningen.
»Der er allerede samlet 25.000 kroner ind,« fortæller en glad Marleen Hodne til avisen.
Sagen begyndte helt tilbage i 2014, da Marleen Hodne havde været på fjeldtur med sin hund Ivo og en veninde. Da de kom hjem, bandt hun hunden til anhængertrækket, og hunden lagde sig bag i bilen.
På et tidspunkt kom en kvinde forbi med en lille hund, og Ivo rev sig løs.
Den ældre kvinde har bagefter forklaret, at Ivo ikke hoppede op ad hende med det samme, men da hun bøjede sig for at samle sin egen hund op, snublede hun på fortorvet og brækkede benet. I en senere forklaring fortalte hun, at hunden satte forpoterne på brystet af hende, så hun faldt. Det skriver tv-stationen NRK.
Hunden Ivo er af racen Eurasier, en hunderace som er kendt for sit rolige og venlige gemyt.
»Den er bare venlig mod fremmede, sådan set en dårlig vagthund. Den bliver også brugt af den lokale børnehave til at lære børn at være sammen med hunde,« fortæller Marleen Hodne.
Alligevel måtte hun indgå et forlig i sagen, hvor hun påtager at betale 100.000 kroner for at slippe for ethvert ansvar for skaden.
»Alternativt risikerede jeg en dom i retten, hvor jeg kunne blive ansvarlig for både mine og hendes advokatudgifter, ménerstatning og hendes tab i al fremtid på grund af skaden,« tilføjer hun.
VG har været i kontakt med den 60-årige kvindes advokat. Hverken hun eller advokaten ønsker at kommentere sagen.
Den norske kennelklub frygter, at historien om Ivo og Marleen Hodne vil skabe en retspraksis, hvor hundeejere kan idømmes erstatningsansvar, selv om de ikke har handlet uagtsomt og med overlæg.