Marieke Vervoort ved det godt. Hun har muligvis ikke lang tid tilbage at leve i.
Hun er 37 år.
Men den belgiske paralympiske atlet har alligevel et store mål forude. Hun vil til Rio og vinde guld ved para-OL.
Her stiller hun op i sin rullestol. I London for fire år siden vandt hun guld på 100-meter og sølv på 200-meter.
Det går hun efter at gentage i Rio i år, hvorefter hun ikke bare har tænkt sig at indstille karrieren.
»Jeg har enorme smerter,« fortæller Marieke Vervoort til franske RCM:
»Jeg er begyndt at tænke på aktiv dødshjælp.«
Og det er muligt for Marieke Vervoort at få i hjemlandet. Siden 2002 har det været lovligt at få aktiv dødshjælp i Belgien.
Hun lider af en sygdom, der langsomt er i færd med at nedbryde hendes krop. Det giver hende rigtigt store smerter. Nærmest altid.
»Alle ser mig fejre guldmedaljen, men de ser ikke den mørke side. Jeg kan have enorme smerter, og nogle gange sover jeg kun 10 minutter om natten,«siger Marieke Vervoort, der dog ikke har mistet troen på et godt resultat i Rio.
»Jeg tror stadig på, at jeg kan vinde guldet.«
Den 37-årige belgier er dog samtidig så langt i sine tanker om at forlade denne verden, at hun er begyndt at planlægge sin begravelse.
»Det skal ikke være i en kirke. Der skal ikke være kaffe og kage. Jeg vil have, at alle skal have et glas champagne i hånden og tænke på mig,« siger Marieke Vervoort.
De paralympiske lege foregår efter OL, d. 7.-18. september.
