Efter søndagens valgsejr bliver Frankrigs kommende førstedame den 64-årige Brigitte Trogneux. Hun mødte sin mand, den 24 år yngre Emmanuel Macron, da han var en blot 15-årig skoleelev.
Forholdet mellem Emmanuel Macron, der nu vil gå over i historien som den yngste franske statsleder siden Napoleon, og Trogneux, vil i de kommende dage og måneder formentlig blive endevendt i alverdens medier.
Men franske medier og eksperter vurderer, at Trogneux, der har syv børnebørn, kan vise sig at blive en særdeles stærk støtte for den 39-årige Emmanuel Macron, når han skal fungere som statsleder for Frankrigs over 65 millioner indbyggere.
Teenageren og lærerinden, det vil sige Macron og Trogneux, mødte hinanden, da Frankrigs nyvalgte præsident fik Trogneux som lærer i gymnasiet i fagene fransk og drama. De blev et par, da Macron var 17 år.
Forholdet ved dengang en skandale. Sådan så i hvert fald blandt andre Macrons forældre på det. Men selv var Emmanuel ikke i tvivl. Han havde, trods sin unge alder, mødt sit livs kærlighed.
Også Trogneux udviste tilsyneladende en vis interesse for den unge elev tidligt i deres relation.
»Hun plejede at læse hans opgave højt hele tiden. Hun var dybt fascineret af hans evner til at skrive,« har en klassekammerat engang fortalt til en fransk avis.
I franske og internationale medier vurderes det, at Brigitte Trogneux aldrig har været bange for være kontroversiel. Indtil nu.
For i de næste fem år vil hun være Frankrigs førstedame og dermed blive fulgt af franske medier døgnet rundt. Og hendes gøren og laden kan dermed, på godt og ondt, få politiske konsekvenser.
Tidligere har Macron dog slået fast, ifølge France24, at Frankrigs førstedame ikke blot vil være en kransekagefigur:
»Hun vil få en stemme, et syn på tingene. Hun vil være ved min side, som hun altid har været, men hun vil også få en offentlig rolle.«
Og som først lærer og siden hustru har Trogneux ifølge franske medier altid fungeret som en inspiration og ikke mindst mentor for Macron, lyder vurderingen.
Brigitte Trogneux er den yngste af seks børn ud af en familie af chokoladefabrikanter.
I 2006 blev hun skilt fra sin mand Andre Louis Auziere, med hvem hun havde tre børn, og året efter, i 2007, gift med Macron.
Hun opgav sin karriere i 2015 for at støtte sin mand i det politiske arbejde. På daværende tidspunkt var Emmanuel Macron økonomiminister i Frankrig.
Nu er han præsident. Og Brigitte Trogneux er Frankrigs førstedame.
Kilder: Artikler i blandt andet France24, Berlingske, Independent, Føljeton, CNN og Ritzau.