Hun måtte se sig slået i semifinalen i 2015-udgaven af DR's 'Den store bagedyst', men Ditte Julie Jensen har til gengæld sejret på den private front. Hun og kæresten Marck skal nemlig være forældre for anden gang.
Det skriver Billed-Bladet.
»Vi venter os en lille dreng til juni 2016, og vi er simpelthen så glade! Tænk sig at være så privilegeret, at vi skal prøve at have en af hvert køn. Så vi er virkelig glade og glæder os til at skulle være fire i den lille familie,« fortæller Ditte Julie Jensen til Billed-Bladet.
Den 28-årige bagedyst-deltager fra Amager afslørede selv den søde babylykke på Instagram, da hun lagde et billede op af datteren Karla, der holder et scanningsbillede af sin lillebror.
Netop Karla glæder sig rigtig meget til at blive storesøster, fortæller Ditte Julie Jensen til Billed-Bladet. Hun har længe gået og sagt, at 'mor har en baby i maven', og da familien tirsdag fik kønnet at vide, troede Karla ifølge sin mor, at familien skulle hente lillebroderen. 'Hvor er han', spurgte den to-årige, kommende lillesøster.
Ditte Julie Jensen er normalt en kageglad kvinde, men hun fortæller Billed-Bladet, at det ikke er de søde sager, hun har haft lyst til under graviditeten, da hun de første 12 uger har kæmpet med kvalme og træthed.