Mariah Carey, Christina Aguilera og Whitney Houston. De har alle stået der før og skrålet ‘The land of the freeee...’ af lungernes fulde kraft.
Nu er det så blevet Alicia Keys’ tur til at synge for, inden den prestigefyldte Super Bowl-finale i New Orleans i Louisiana.
Det er det amerikanske website The Wrap, der mener at vide, at det bliver sangfuglen, der i øjeblikket hitter med ‘Girl on Fire’, som kommer til at lægge for inden det store brag den 3. februar.
Og selvom Alicia Keys formentlig nok kan sin ‘Star-Spangled Banner’ til fingerspidserne, kan presset mildest talt betegnes som stort, for Super Bowl-finalen er en vigtig og særdeles dyr affære for amerikanerne.
Sidste år fulgte mere end 110 millioner amerikanere med, og i år vurderes værdien af en 30 sekunders reklame undervejs at løbe op i små fire millioner dollar, svarende til godt 22 mio. kroner.
Det er da heller ikke alle, der er sluppet lige godt fra at indlede ballet. For to år siden stod Christina Aguilera på banen, og med sin sprøde røst fik hun guidet amerikanerne gennem nationalsangen, men glemte ordene undervejs og byttede frit fra hukommelsen om på nogle linjer. Efterfølgende gik popdivaen ud og undskyldte sig med, at hun blev grebet af øjeblikket:
- Jeg kan kun håbe, at alle kunne føle min kærlighed til det her land, og at nationalhymnens ægte sjæl stadig trådte igennem, lød det fra Aguilera.
Går det helt galt, kan Alicia Keys håbe på, at underholdningen i pausen vil tage alt opmærksomheden, som det lykkedes Justin Timberlake og Janet Jackson med det famøse ‘bryst-ups‘ fra 2004.
I år er det så op til Beyoncé Knowles at slå den, det er nemlig den labre sangstjerne, der er valgt til at gå på scenen i pausen i en af årets dyreste sportsbegivenheder.