Ved årsskiftet tog Nina Jansen springet. Hun sprang ud som erklæret homoseksuel. Og som mand. Derfor betragter den tidligere deltager i X-Factor i 2009 og 2010 det som et dobbelt udspring.
For ikke nok med at den tidligere Nina nu hedder Niels, så opfatter han også sig selv som homoseksuel.
- Jeg er tiltrukket af mænd, og derfor lå den ikke lige til højrebenet. Så tænkte jeg: Så må jeg jo være en kvinde, når jeg er tiltrukket af mænd. Men så mødte jeg andre homoseksuelle transmænd, og fandt ud af, det kan man også være. Så da jeg sprang ud som mand, da blev jeg homoseksuel, siger Niels Jansen, som altså for kort tid siden hed Nina og har været en af deltagerne i i det populære talentshow X-Factor til Starlounge.
Det har taget Niels Jansen næsten 38 år at indse, i hvilken retning hans seksualitet lå. Og selv om han, da han hed Nina og var tiltrukket af mænd, så betydeligt mere maskulin ud end feminin, havde han ikke opfattet sig selv som homoseksuel tidligere.
- Mange har gået og troet, at jeg nok bare var lesbisk, fordi jeg er meget maskulin. Men jeg har aldrig været interesseret i piger, erklærer Niels.
Nu har han lagt alt, hvad der har med pigekønnet at gøre bag sig.Han er begyndt at tage hormoner, så han med tiden kan anlægge skæg, og så har hormonerne allerede sørget for, at hans stemme er blevet dybere.
Til gengæld ved Niels Jansen endnu ikke, om han også er parat til at tage hele skridtet og blive opereret, så hans nuværende kvindelige kønsorganer kan blive til mandlige.
- Mange tror, det at skifte køn, handler om kirurgiske indgreb. Men det gør det ikke nødvendigvis. Det er individuelt, mener han.
For Niels Jansen erkender åbent, at hele processen med at skifte køn er skræmmende.
- Jeg gruer lidt for det. For jeg kan godt lide at synge. Så det er skræmmende, at stemmen bliver en helt anden. Men jeg håber da, at jeg kan synge bagefter, siger han.
Så måske får vi Niels Jansen at se i en ny omgang X-Factor.