"Efter morgenmaden skulle vi op for at pakke vores kufferter, inden vi skulle i land. Det skulle hun også - men det var så det sidste, vi så til hende. Da vi kom ind i bussen, var hun forsvundet. Det er meget mærkeligt," siger Hans Gregersen, Stege på Møn, der sammen med sin kone Gurli mødte den 71-årige Hertha Nielsen under krydstogtet.

"Vi spiste sammen hver dag. Hun ville gerne have lidt selskab. Det er der jo ikke noget at sige til, når man rejser alene," siger Hans Gregersen.

Krydstogt-rejsen startede søndag morgen, da de 27 gæster fra "Klingenberg Rejsebureau" kørte fra København til Stockholm, hvor selskabet havde hele mandagen i byen. Mandag aften sejlede "Silja Symfoni" mod Åbo og Helsinki.

I bussen mod Stockholm blev selskabet "rystet sammen", og Hertha Nielsen lærte et ægtepar fra Vestsjælland at kende, som hun tilbragte meget tid med på krydstogtet.

"Hun var en utrolig frisk og kvik dame. Det var en anstrengende tur, men hun klarede det næsten bedre end os. Vi var sammen med hende alle fire dage, og hyggede os gevaldigt. Hun røg som en skorsten og fik sig nogle sjusser ligesom os andre.

Hun fortalte ikke så meget om sig selv, men hun var blevet enke for fire år siden og havde vist ingen familie. Hun fortalte, at hun havde rejst alene flere gange før.

Hun var en meget velklædt og "fin" dame, der gik med guldsmykker, halskæder, øreringe og armbånd. Hun så bestemt ikke ud til at mangle noget og boede også i en luksus-kahyt," fortæller det sjællandske ægtepar, der ønsker at være anonyme.

Da passagererne skulle gå i land onsdag morgen, mødte ægteparret igen Hertha Nielsen på rulletrappen:

"Nej, hvor er det dejligt at se nogle kendte ansigter," udbrødte Hertha, der var faret vild på det enorme skib, og var endt på vogndækket. En venlig nordmand havde fulgt hende op igen til syvende etage, hvorfra passagerne skulle gå i land.

"Vi gik ud af døren i terminalen og hen til bussen, der holdt lige udenfor. Vi fik kufferterne ombord - men så var Hertha væk.

Hun forsvandt på de få minutter og på de cirka 300 meter fra færgen og til bussen. Vi er rystede over det her og håber bare, hun bliver fundet," siger ægteparret til B.T.

Mens svensk politi ledte, blev bussen fra "Klingenberg Rejsebureau" holdt tilbage og flere passagerer hjalp med at lede i terminalen og på toiletterne.

"Hun kunne jo være blevet dårlig, men hun kan ikke være faldet i vandet. Der var spærret af," siger ægteparret.

Efter to timer på kajen i Stockholm, hvor skibet og terminalen blev endevendt, satte bussen kursen mod København. Hertha Nielsen skulle være stået af i Helsingør.

Hertha Nielsen er spinkel, cirka 160 centimeter høj, med meget markeret ansigt, og hun bærer stærke briller. Hun har permanentet kort brunt-gråt hår. Da hun forsvandt, var hun iført en elegant mørkeblå blazer-jakke og lange, blå bukser.

Hun bar på en kuffert og en rejsetaske.