Den tyske discountkæde Lidl vil investere flere milliarder i flere og større butikker i Danmark.

Planen for discountkæden er at udvide antallet af danske butikker til det dobbelte, mens flere butikker skal blive større end de velkendte små discountbutikker, Lidl har, men uden at blive større end supermarkedskonkurrenterne.

Det fortæller Dirk Fust, der er administrerende direktør for Lidl i Danmark, til JP Finans.

»Vi skruer op for investeringerne og har store planer for yderligere vækst på det danske marked. Ambitionerne er høje, og det er vores klare mål at fordoble antallet af butikker i Danmark inden for de næste 10 år,« siger Dirk Fust.

Ifølge Lidls hjemmeside er der kommet 105 butikker i kædens navn i Danmark, siden den første Lidl åbnede i 2005.

I alt har Lidl indtil nu investeret 3,7 milliarder kroner på det danske marked, men den nye plan kommer til at overgå de tidligere investeringer.

De nye, større Lidl-butikker bliver lavet med planer om at vinde discountmarkedet samt at kapre kunder fra supermarkeder som eksempelvis Bilka, Føtex og SuperBrugsen. Et eksempel på det er den nye Lidl i Aabenraa, der fylder 1.425 kvadratmeter. I modsætning er den gennemsnitlige Lidl omkring 1.000 kvadratmeter.

»Butikken vil sætte standarden for Lidls fremtidige butikker og renovering af de eksisterende butikker. Den markerer, at vi tager hul på en ny epoke, hvor det handler om at erobre markedsandele,« siger Dirk Fust til JP Finans.

Lidl er repræsenteret i 27 lande med omkring 10.000 butikker. Aldi, en anden tysk discountkæde, har omkring 230 butikker i Danmark.