Hugo Chavez er rejst til Cuba, hvor han i fire til fem uger skal strålebehandles for kræft. Det oplyste han natten til søndag dansk tid i en TV-tale.

- I aften rejser jeg til Havana. Jeg har besluttet - efter anbefaling fra mit lægehold og min regerings politiske hold - at påbegynde strålebehandlingen søndag, siger Hugo Chavez.

Behandlingen indledes en måned efter at Hugo Chavez fik fjernet en ondartet tumor i sin bækkenregion. Det skete ligeledes i Cuba.

Hugo Chavez, der i oktober i år satser på at blive genvalgt som præsident i Venezuela, har endnu ikke fortalt, hvilken type kræft, han lider af, ligesom han heller ikke har sagt, hvor i bækkenregionen den nu fjernede kræftbyld befandt sig. Han siger dog, at han har det godt.

- Igår fjernede de de sidste sting fra operationen. Alt er godt. Jeg har gået meget bedre og uden nogen former for komplikationer, takket være Gud, sagde Chavez i sin TV-tale.

Præsidenten fik sidste år konstateret kræft og fik efterfølgende fjernet en tumor på størrelse med en baseball i Cuba. Derefter fulgte fire omgange med kemoterapi, og i sidste måned fik Chavez på ny fjernet en ondartet tumor, der skal have målt to centimeter.

Chavez bebrejdes af sin største politiske rival, oppositionslederen Henrique Capriles, for ikke at oplyse Venezuelas vælgere nok om kræftsygdommen. Kritikken afvises imidlertid af Chavez selv.

- Jeg ved, at det sikkert vil blive kritiseret af bitre talsmænd fra oppositionen, men jeg er sikker på, at denne beslutning (om at lade sig behandle i Cuba, red.) bliver støttet af et stort flertal af venezuelanere, siger Hugo Chavez.

Chavez afsluttede sin TV-tale med følgende ordvalg:

- Jeg tager af sted for at fortsætte denne kamp, kampen for livet.