Bokseklubben A. Olympia Odense er stadig hårdt ramt af den tidligere prof-bokser Anders Hugger Nielsens død tidligere i år. Men bokserne gør alt, hvad de kan for mindes og ære klubbens tidligere træner og omdrejningspunkt. Og for at bearbejde sorgen efter tabet, på den måde som de kender bedst: blod, sved, tårer – og masser af hård træning.

Det ramte mange gange hårdere end selv det værste leverstød, da bokserne og trænerne vendte tilbage fra sommerferien til nyheden om, at de havde mistet deres træner, deres kollega, deres ven, Anders Ahm Hugger.

Et rigtigt klubmenneske, som havde stor betydning for de mennesker, som han daglig var sammen med.

Nu fortæller enken efter Anders Hugger, hvordan man forsøger at komme videre – og hvordan hendes afdøde mand i høj grad stadig er en del af klubben – også selvom han ikke er der længere.

I tiden efter dødsfaldet var det svært for alle i klubben at finde ud af, hvordan man skulle komme videre – hvordan man skulle fungere sammen med bokserens nærmeste efterladte i dagligdagen. Men så tog Rie Ahm Hugger initiativ til at få løsnet spændingerne.

»De vidste jo ikke, hvordan man skulle tale til mig, og det var svært for dem. Så inviterede jeg alle bokserne og trænerne hjem til os, og så fik vi noget mad og snakkede sammen. Så blev luften renset, og det blev lidt nemmere for dem.«

»Jeg kan godt forstå, at det var svært for dem, jeg ville heller ikke vide, hvad jeg skulle sige til en person, der har været udsat for det samme. Så det forstår jeg udmærket. Men stemningen er god igen, og folk taler til mig, som de plejer, det er rigtigt godt.«

For to uger siden var Olympias bedste boksere i ringen ved DM i Gilleleje, og da mesterskaberne var færdige, og der blev gjort status, kunne to af den odenseanske klubs nævekæmpere kalde sig danske mestre.

»Den var hård, men den var god. Vi fik to danske mestre igen i år, så det var godt,« siger Rie Ahm Hugger om DM-weekenden.

Men det væsentlige foregik i lige så høj grad inde i bokserne, og det handlede om andet og mere end medaljer og hæder. Det handlede om manden, der var ikke var der. Den savnede træner og inspirator skulle æres på den bedst mulige måde.

Rie Ahm Hugger, der er formand i bokseklubben, og som selv blev dansk mester i 2014, måtte i år nøjes med at følge mesterskaberne på afstand. Mere kunne hun ikke bære.

»Jeg har været oppe i klubben, men jeg var ikke med til DM. Det er jeg ikke stærk nok til endnu. Jeg fulgte pænt med sammen med mor Jonna (Anders Huggers mor, red.) foran skærmen. Det var rørende.«

Veteranen Yvonne Bæk Rasmussen tog det ene DM-guld, og hun var naturligvis berørt. Men ikke i samme grad, som klubbens anden danske mester, Mikkel Nielsen, eller »Pjatrøv«, som han kaldes.

Det var mange måneders opsparede følelser, der fik frit løb, da det danske mesterskab var i hus. Den stærke bokser slap det hele fri og brød sammen i tårer.

»Mikkel – han var noget berørt. Vi plejer jo at tage af sted sammen. Team Pjatrøv kalder vi det, det er Mikkels kælenavn. Det plejer at være mig, Anders, Mikkel og så Camilla Iversen (en anden af klubbens boksere, red.), der plejer at tage rattet. Så han var noget rørt. Han brød fuldstændig sammen, da han kom ned fra ringen, det var en hård omgang.«

»I den sidste kamp kunne man godt se, at det var for Anders. Den fik fuld gas. Og han har jo, som han selv sagde, gået med det længe. Han skulle selvfølgelig passe sin træning, og da den kamp var slut, så kom det hele til udtryk. Det har været længe undervejs. Det har selvfølgelig også været hårdt for ham at balancere sig selv. Langt om længe kom han op og fik den forløsning. Det var også flot, at han havde vundet de to andre år, men i år det var rigtigt flot. Vi tudede alle sammen,« fortæller Rie Ahm Hugger.

Klubben har fået nye kampdragter, og der er ingen, som er i tvivl om, hvem det store H skal symbolisere, når bokserne kravler gennem tovene. Hugger er med i ringen – og det er han også, når Odense-klubben afholder deres traditionelle julestævne 26. december med undertitlen »Hugger – we honor you«.

»Bokserne vil gerne ære ham, når de går i ringen. Der kommer lige et ekstra gear, når de er ude at kæmpe, og det er jeg selvfølgelig glad for. De kæmper for Anders. Og det gør de allesammen. Der kommer nogle stunder, og det gør der også, når vi holder vores traditionelle julestævne 26. december i Bolbrohallen, det bliver også en hård omgang, det er der ingen tvivl om. Men de kæmper i hans ånd. Men den er selvfølgelig også svær, når de har været oppe at bokse, så kan man godt blive lidt følsom.«

»Anders vil altid være der. Man kan godt sige, at han stadig er der.«