HSV tilbyder Gravesen ny kontrakt
HAMBORG: Thomas Gravesen vil efter et stort fodbold-forår i Hamburger SV få tilbudt en kontrakt-forlængelse over tre eller fire år.
HAMBORG: Thomas Gravesen vil efter et stort fodbold-forår i Hamburger SV få tilbudt en kontrakt-forlængelse over tre eller fire år.
Den 24-årige danske allround-spiller har overbevist den nordtyske traditionsklub om, at han er en ny investering værd.
"Endnu ved Thomas ikke noget, men vi har besluttet, at vi vil beholde ham, og vi indleder forhandlinger om en ny aftale i Bundesligaens sommerpause," røbede HSVs cheftræner, Frank Pagelsdorf, til B.T. under en presse-seance i går forud for det store nordtyske lokalopgør mod Werder Bremen på et med 53.000 tilskuere udsolgt Volkspark Stadion.
Danskeren har været i HSV siden 1997, og hans nuværende kontrakt løber til sommeren 2001.
"Thomas er inde i en spændende udvikling, og han har en stor fremtid foran sig i HSV, hvis han arbejder seriøst videre. Vi tror på ham, og derfor vil vi gerne have en forlængelse på plads i god tid," begrunder Pagelsdorf.
HSV er i dag en magtfaktor i Bundesligaen, og Gravesen er positivt stemt for en forlængelse.
"I princippet siger jeg: Ja, det vil jeg gerne. HSV har udsigt til Champions League-kvalifikation til efteråret og gode fremtids-muligheder. Men jeg kan ikke rigtigt forholde mig til noget, før jeg ser, hvad HSV spiller ud med. Min næste kontrakt skal altså kaste noget af sig. Jeg håber at spille mig ind i den danske EM-trup, og jeg vil ikke forlænge før EM. Der er trods alt noget status ved at være landsholdsspiller. Jeg tror, det vil være taktisk klogt at trække det lidt ud, men det er altsammen noget, som jeg vil tale med min rådgiver, John Sivebæk, om. Det er ham og ikke mig, der skal føre forhandlingerne med HSV," siger Gravesen, der var overrasket over at høre nyheden fra B.T. og ikke fra HSV.
For et års tid siden antydede HSV-manager Bernd Wehmeyer overfor danskeren, at han kunne forvente et tilbud om en ny kontrakt.
Men siden blev forlængelses-planerne stillet i bero. Angiveligt, fordi "Der Däne" havde visse samarbejds-problemer med cheftræner Pagelsdorf sidste år.
Nu er HSV-toppen ikke længere i tvivl. Gravesen er blevet mere stabil og værd at bygge fremtiden på.
Læs B.T. i morgen: Stort interview med Thomas Gravesen