"Der er sket et skred i forhold til for 15-20 år siden. I dag føler mange danskere, at de kan tillade sig at tage en sygedag, hvis de f. eks. har hovedpine. Men det kan de efter min mening ikke.

Er man syg, så er man syg. Det kan vi ikke diskutere. Men det er ikke acceptabelt at melde sig syg, hvis man føler sig lidt utilpas," mener Ole Steen Andersen, som flere gange har reageret overfor koncernens samarbejdsudvalg, fordi sygefraværet pludselig steg uforklarligt i en periode.

"I den situation er der brug for at kalde en spade en spade," mener Ole Steen Andersen.

Danfoss oplever i øjeblikket et svagt fald i sygefraværet, men ifølge Ole Steen Andersen er der i modsætning til tidligere jævnligt behov for at markere en grænse for, hvad ledelsen vil acceptere.

En af landets største halv-offentlige arbejdspladser DSB med 10.500 ansatte har også taget kampen op mod de sygedage, der umiddelbart er uforklarlige.

Kampagnen har ført til et svagt faldende sygefravær i DSB. Men administrerende direktør Henrik Hassenkam er ikke tilfreds.

"Det går for langsomt. På den anden side må vi acceptere, at en arbejdsplads som vores med døgndrift og skifteholdsarbejde skal have et højt sygefravær. Og taler vi f. eks. om loko-førere, så kræver vi af sikkerhedsmæssige grunde, at de melder sig syge, hvis de ikke føler sig i topform," forklarer Henrik Hassenkam, som ikke helt vil udelukke, at utilpashed og en "dårlig dag" i nogle situationer kan begrunde en sygemelding.

Underdirektør Thomas Philbert fra DA:

"Der vil altid være pjækkeri på en arbejdsplads. Men fravær er ikke steget. Problemet er, at det heller ikke falder.

Vi skal sætte fravær på dagsordenen, og tage det alvorligt. Det er f.eks. godt med fraværssamtaler, for fravær er jo ikke acceptabelt, medmindre man er alvorligt syg.

Målet er et langt lavere fravær, for vi ved, at ikke al fravær skyldes reel sygdom. Det er blevet mere legitimt at blive hjemme, hvis man føler sig dårlig," siger han.

De almindelige arbejdsulykker, hvor folk kom til skade på kroppen, er faldet, så andelen af såkaldt psykiske skader er større i dag. Det kan være mobning, angst for chefer, stress m.v.

Ude på gaden mener folk heller ikke, for mange har ondt i pjæktarmen, men at det ligefrem er nødvendigt at "snuppe en fridag", når tingene hober sig op.