Du går stille og roligt i dine egne tanker midt i en af verdens metropoler. Solen skinner. Alt er godt. Få sekunder senere befinder du dig i et sort hul…
Sådan cirka var hændelsesforløbet torsdag i London, hvor en kvinde fik sig sit livs forskrækkelse, da fortovet pludselig åbnede sig under hende.
Politiet og ambulancer blev tilkaldt til North End Road i Fulham-bydelen klokken 8.40 torsdag morgen, og her var det altså et 1 meter bredt hul med en skrigende kvinde i, der var det noget specielle syn, som mødte redningsfolkene.
»Vi har taget os af en kvinde, der var rystet efter at være faldet igennem et hul i fortovet i Fulham. Vi har nu bragt hende på hospitalet,« skriver Londons Ambulance på Twitter.
Kort forinden havde en mand også været i problemer med fortovet, da han trådte igennem det og brækkede en knogle i sin fod.
Derfor havde den lokale café-ejer, der er nabo til fortovet, forsøgt at blokere området med borde og stole, som kvinden dog manøvrerede forbi.
»Ejeren kom løbende ud og råbte: Gå ikke igennem her! Vi kiggede derover, og da var hun allerede røget igennem. Fortovet var simpelthen kollapset,« fortæller et vidne til den britiske avis The Guardian.
Kvinden slap fra ulykken uden alvorlige skader.
