Hørte du det også?

Midt under et angreb på sin demokratiske modstander Hillary Clinton under nattens tv-debat, lod det til, at den republikanske præsidentkanditat Donald Trump erkendte, at det er sandsynligt, han taber.

Det skriver Huffington Post.

Kort forinden havde Donald Trump lige smidt en anden bombe, da han sagde, han ikke ville love at acceptere et nederlag, når landets kommende præsident skal findes om under tre uger.

»Jeg vi se nærmere på resultatet til den tid. Og så vil jeg lade dig vide det. Indtil da, må du vente i spænding,« sagde den republikanske forretningsmand til stor overraskelse for sin politiske modstander.

De seneste uger har Donald Trump intensiveret sine anklager om, at der kan blive fusket med valgresultatet, og at der er manipuleret med valgkampen. En anklage, som et stigende antal partifæller - og modstandere - har taget afstand fra.

Måske var det den anklage, der førte til, at Donald Trump midt under en diskussion om 'udenlandske brændpunkter' under tv-debatten lod til at indrømme, at han ville tabe.

Mens han lagde ud med at angribe planerne for at acceptere flere syriske flygtninge, fordi 'det vil være det samme som at invitere krigere fra Islamisk Stat ind i landet i en trojansk hest', sluttede han angrebet ved at sige, at konsekvenserne af det vil være nogen, Hillary Clinton skal håndtere.

»Bare vent og se, hvad der sker de kommende år,« sagde Donald Trump ifølge Huffington Post og fortsatte:

»Masser af held og lykke, Hillary. Tusind tak for at gøre et fremragende arbejde.«

Det kan også være, at Donald Trump selv har læst de seneste prognoser for, hvordan valget kommer til at ende.

De seneste giver ham ifølge Huffington Post mindre end fem procents chance for at vinde, når vælgerne går til stemmeurnerne den 8. november.

Tv-debatten natten til torsdag var den sidste i præsidentvalgkampen 8. november