Han blev smittet med de farlige A-streptokokker i forbindelse med en ellers ret banal og harmløs operation for snorken på Rigshospitalet for tre år siden. Det er den såkaldte dræber-bakterie, der netop nu hærger i Malmø og Sydsverige.

"I løbet af de ti dage, hvor jeg lå i koma, var jeg flere gange lige ved at dø mellem hænderne på sygeplejerskerne og lægerne," siger han.

"Jeg finder det meningsløst, at man skal betale med år af sit liv for, at de ikke kan gøre ordentligt rent på hospitalet.

Der var beskidt alle vegne, mens jeg var indlagt, og det er ikke mit indtryk, at man har ændret tingene til det bedre."

Ole Ree har klaget over hospitalet til Patientklagenævnet. Sagen er endnu ikke afgjort. Men en læge står - ifølge de foreløbige meldinger - til en alvorlig påtale.

Under den barske indlæggelse tabte han 16 kilo, og siden har han kæmpet hårdt for at opnå sin gamle vægt og styrke. Han har langt færre kræfter og plages af træthed.

Immunsystemet er smadret, så han ofte rammes af svære infektioner. Ifølge lægerne er infektionen også årsag til, at han nu er blevet hårdt angrebet af knogleskørhed.

Han har fået sammenfald af knogler i ryggen, og for nylig blev han også ramt af både hjerneblødning og blodprop, så han også har mistet synet på det ene øje.

Han skal tage medicin resten af sit liv.

"Da jeg lige efter operationen klagede over stærke smerter, sagde lægerne, at det bare var spændinger.

Jeg fik nogle smertestillende piller og blev udskrevet. Samme svar fik jeg de tre gange, jeg tog på hospitalets ambulatorium for at blive undersøgt. Der blev ikke taget nogen prøver.

Ingen så meget som tænkte på at sende mig til scanning, selv om jeg klagede over meget stærke smerter i halsen og nakken. Jeg var også hævet voldsomt op. Jeg lignede Mike Tyson med min enorme tyrenakke".

Efter ti dage valgte en vagtlæge imidlertid at indlægge ham igen.

Endelig blev han scannet, og man fandt ud af, at kroppen var stærkt inficeret med streptokokker. Han blev straks sat i behandling med antibiotika:

"Det viste sig, at jeg havde store bylder overalt i halsen, nakken og dele af overkroppen.

Senere fik jeg at vide, at hvis jeg var kommet i behandling bare et døgn senere, ville jeg med stor sandsynlighed have været død".

Samtidig med at han fik medicin, blev han lagt i respirator, fordi han havde stigende problemer med at trække vejret selv. I adskillige døgn lå han bevidstløs hen:

"Der var flere alvorlige kriser i de 14 dage, jeg lå i respirator. "Vi kan kun håbe på, at han klarer det," var det svar, de andre fik, når de spurgte lægerne. Gudskelov var mit hjerte stærkt nok til at klare krisen," fortæller Ole Ree.

"Da jeg vågnede op igen, var jeg fuldkommen hjælpeløs. Jeg havde ikke kræfter til at løfte armene. Infektionen havde "spist" mine muskler. Jeg kunne ikke engang selv børste tænder. Måtte hjælpes med alt.

Man var nødt til at give mig sondemad, fordi jeg ikke kunne spise normalt," siger Ole Ree, der også fik hjernehindebetændelse efter infektionen.

Efter en måneds indlæggelse valgte man at stoppe med antibiotika-kuren. Det viste sig senere at være en alvorlig fejl, fordi infektionen endnu ikke var nedkæmpet.

"Det betød, at betændelsen blussede op igen. Jeg hævede igen op og fik stærke smerter. Og en CT-scanning viste nu, at betændelen havde bredt sig til de seks øverste hvirvler i rygsøjlen.

En forkert bevægelse, og jeg kunne risikere at blive lam for livstid. Jeg fik besked på ikke at bevæge mig overhovedet. Jeg måtte ligge fladt ned i sengen, indtil man havde givet mig et specielt støttestativ på hovedet, som skulle aflaste ryggen og nakken. Det Storm P.-agtige stativ skulle jeg gå med i tre måneder".

I alt var Ole Ree indlagt fem måneder på grund af infektionen, og siden har han været sygemeldt i lange perioder de seneste tre år. Han mistede jobbet og søger nu om pension.