Otte af landets 10 biskopper har med det nye vielsesritual for homoseksuelle svigtet kirken, og derfor skal der oprettes et alternativ til folkekirkens nuværende ledelse. Sådan lyder det fra 43 præster. De har tilsluttet sig et nyt initiativ fra Evangelisk Luthersk Netværk, der på lørdag udvider deres eksisterende vejlednings- og tilsynsordning med en såkaldt pastoral vejleder som protest mod vielsesritualet. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Formanden for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund, forklarer, at der er behov for at supplere biskoppernes lederskab;

- Vi opfordrer vores medlemmer til at respektere og efterleve det lederskab, de står under i kirken, men samtidig mener vi, at de otte biskopper har svigtet fatalt og brudt kirkens enhed ved at lave et ritual, der splitter biskopper og præsteskab. Derfor har vi brug for et troværdigt lederskab i folkekirken, der kan supplere det eksisterende, siger han og fortsætter:

- Vi ønsker at reformere kirken - ikke at forlade den. Og derfor gør vi som de lutherske gjorde i reformationstiden: laver ordninger, som har karakter af alternativt lederskab og præsteskab.

Blandt de udskældte biskopper møder tiltaget dog kritik.

- I folkekirken har vi én ledelse og ét tilsyn. Selvfølgelig kan man som præster rådføre sig med, hvem man vil, men hvis man begynder at lave alternative tilsyn, synes jeg, man skulle finde sig en anden kirke at slå sine folder i, siger biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller.

Lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg mener, at initiativet på længere sigt kan få stor betydning.

- Principielt teologisk set synes jeg, det er dybt betænkeligt, at man definerer nødvendigheden af en tilsynsmyndighed negativt. I kirkens tradition vil dette normalt være kirkesplittende. Enten er det her en tom markering, som kun er en politisk demonstration. Eller også - hvis man skal tage det teologisk alvorligt - er det første skridt til en kirkeadskillelse, siger han til Kristeligt Dagblad.

Blandt de 43 præster er 29 sogne- og valgmenighedspræster, hvilket vil sige mellem én og to procent af folkekirkens præster.BNB