Bøsser og lesbiske får snart deres eget plejehjem i København. Det er vigtigt, at alle kan føle sig hjemme på de københavnske plejehjem, lyder det fra borgmester Ninna Thomsen.
Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner kan se frem til at tilbringe alderdommen sammen med ligesindede, når Danmark får sit første »rengbueplejehjem« i København. Det skriver Politiken.
Sundheds- og omsorgsudvalget i Københavns Kommune skal torsdag aften stemme om et nyt plejehjem for homoseksuelle, der skal være en del af Plejecentret Slottet på Nørrebro.
Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) mener, at det er vigtigt at have mangfoldige tilbud til ældre.
»Jeg har været i dialog med blandt andre LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.), der har gjort opmærksom på, at det kan være svært at være ældre og homoseksuel på de gængse plejehjem. De har foreslået et hjem med særligt fokus LGBT-personer, og det vil vi gerne imødekomme,« siger borgmesteren til Politiken.
Der er afsat 370.000 kroner til projektet, som blandt andet skal gå til efteruddannelse af plejepersonalet.
Ninna Thomsen understreger, at det nye »regnbueplejehjem« ikke er anderledes end de andre såkaldte profilplejehjem, som Københavns Kommune har oprettet de seneste år. For eksempel kan ældre med anden etnisk baggrund end dansk komme på et mangfoldighedsplejehjem, ligesom der findes et plejehjem for madentusiaster og et plejehjem med fokus på dyr og udeliv.
Det vigtigste er, at man som individ kan bo i et holdningsfællesskab, hvor man får lov til at dyrke sine forskellige behov og interesser, udtaler borgmesteren.
LBGT Danmark kalder det nye plejehjem for homoseksuelle for en »kæmpe gevinst«. Også ÆldreSagen er begejstret.