79-årige Jane Fonda er en af Hollywoods mest feterede divaer nogensinde med en glorværdig filmkarriere, som har spændt over hele seks årtier. Men i alle disse år har Fonda gemt på en hemmelighed, som hun først nu løfter sløret for.

Det gør hun overfor magasinet The Edit, hvor skuespilleren Brie Larson har indtaget rollen som interviewer.

I samtalen med Brie Larson afslører Jane Fonda, at hun blev voldtaget som barn. Og det er ikke eneste gang den dobbelte Oscar-vinder har oplevet sexismens grimme ansigt.

»Jeg er blevet voldtaget. Jeg er blevet seksuelt misbrugt som barn, og jeg blev engang fyret, fordi jeg ikke ville i seng med min chef. Dengang troede jeg, det var min fejl. At jeg ikke havde gjort eller sagt det rigtige,« siger Jane Fonda.

Hun fæller ikke, hvem der udnyttede hende seksuelt som barn - eller hvem den sexistiske chef var.

Jane Fonda havde allerede fra barndommen seksuelt misbrug helt tæt på livet - uden at hun selv vidste det. Hendes mor, Frances Ford Seymour, begik selvmord, da Fonda var blot 12 år gammel. Først mange år senere fandt hun ud af, hvad der havde drevet moderen så langt ud, da hun tjekkede hendes lægejournaler under arbejdet på hendes selvbiografi. Af papirerne fremgik det, at Frances Ford Seymour var selv blevet voldtaget som blot otte-årig.

Det afslørede Jane Fonda, da hun var vært ved 40-års jubilæet for et behandlingscenter for voldtægtsofre i 2014.

»I det øjeblik, jeg læste det, faldt alting på plads for mig. Først da forstod jeg årsagen til hendes løsagtige opførsel, de uendelige plastikoperationer, skylden og den manglende evne til at elske eller være intim. Da blev jeg i stand til at tilgive hende og tilgive mig selv,« sagde Jane Fonda fra talerstolen.

Jane Fonda blev født i 1937 og er datter af den legendariske skuespiller Henry Fonda. Hun er i løbet af sin glorværdige karriere blevet nomineret til en Oscar hele syv gange og har fået statuetten for bedste kvindelige hovedrolle med filmene 'Klute' (1971) og 'Coming Home' (1978).

Udover skuespillerkarrieren har hun også udgivet adskillige fitnessvideoer, som solgte i millioner af eksemplarer. Fonda var også meget aktiv som aktivist mod Vietnam-krigen i starten af 1970'erne.