Da den amerikanske skuespillerinde Hilary Duff for to dage siden var i Disneyland med sin fire-årige søn Luca, valgte hun at dele et billede fra dagen med sine følgere. Det billede har i den grad skabt debat på det sociale medie Instagram.
'Gladeste sted på jorden. Vi elsker dig, Disneyland'.
Sådan skriver den 29-årige skuespillerinde Hilary Duff som kommentar til et billede, hun har delt på Instagram. På billedet foran et af slottene i parken sidder lille Luca på hegnet, og Hilary Duff står på jorden og holder om ham.
Billedet har vakt stor opsigt på sociale medier, fordi Hilary Duff samtidig kysser sin søn på munden. Det har fået mange brugere til tasterne, fordi de mener, det er meget 'upassende'. En debat, der har kørt ad flere omgange på sociale medier.
'Klamme pædofil,' lyder det fra én bruger til Hilary Duffs billede, mens en anden skriver: 'Kys aldrig dine børn på den måde.'
Mange skriver dog, at det er helt normalt, og at billedet kun viser kærlighed fra en mor til sit barn.
'Hvis du ser noget forkert på billede, er DU den, der er noget galt med,' lyder det fra en bruger.
Den holdning deler mange. Flere med børn i alle aldre skriver, at de stadig kysser hinanden på munden i familien.
Debatten er ikke gået Hilary Duffs egen næse forbi, og i et nyt opslag giver hun kritikerne svar på tiltale.
'Til alle der kommenterer, at det er upassende, at jeg kysser min fire-årige søn på munden: Værsgod at trykke på 'unfollow' med jeres skøre hjerner og dømmekraft,' lyder det fra den 29-årige skuespiller.
Det er ikke første gang, det skaber debat, at en kendt kysser sit barn på munden. Også Victoria Beckham, der er tidligere Spice Girl og nu modedesigner, havnede i en regulær shit-storm, fordi hun i juli måned delte et kysse-billede af sig selv og datteren Harper på fem år.
Også her var det langt fra alle, der syntes, det var i orden, at hun kyssede sin lille pige på munden.
'Det er mærkeligt at kysse sine forældre på munden. Stop med at sige til folk, at det ikke er, hvis de synes, det er underligt, for de er ikke de eneste,' lød det fra en bruger.
En anden skrev: 'Ad, måske er jeg gammeldags, men det ligner, de snaver.' Ligesom med Hilary Duff, var der også flere, der bakkede Victoria Beckham op og skrev, at det var helt naturligt.