Selv om man er Hollywood-skuespillerinde og gift med Tom Cruise, så behøver man ikke at være fan af hårfarvning.

Det viste 33-årige Katie Holmes, da hun for nylig tog ud på en noget afslappet gåtur i New York. Uden sin verdensberømte husbond og sin lille moderigtige datter Suri ved sin side, bevægede Katie sig ud i storbyen uden make-up og iført en almindelig trøje og et par jeans.

Og i sit lange, brune hår, som nærmest er synonymt med den kønne skuespiller, afslørede hun, at hun er begyndt at få grå hår.

Og det virker tilsyneladende ikke som om, at smukke Katie har travlt med at skjule sine alderdomstegn. Ifølge den amerikanske netavis Huffington.com er det nemlig ikke første gang, at Katie Holmes er blevet set med grå hår. 


Også ved det kendte modehus Armanis modeshow i 2011 viste skuespillerinde, at hendes mørke manke er begyndt at lysne.

Siden Katie Holmes og Tom Cruise fik deres datter Suri for seks år siden, er det flere gange desuden blevet spekuleret i medierne, om parret skulle have en bror eller søster til datteren.

Men selv om gravide normalt frarådes at farve håret, så har Katies manglende hårfarvning tilsyneladende ikke noget at gøre med, at familien Cruise er ved at blive et medlem rigere.

Stjernen afviste nemlig for nyligt, at hun skulle være gravid.