Den amerikanske skuespiller Rose McGowan, der blandt andet er kendt for at medvirke i tv-serien 'Heksene fra Warren Manor', påstår via sin Twitter-profil, at hun er blevet voldtaget af en filmchef.
Under hashtagget #WhyWomenDontReport - hvorfor kvinder ikke anmelder (voldtægt, red.), påstår den 43-årige skuespiller, at en kvindelig kriminaladvokat har fortalt hende, at hun lige så godt kunne glemme at tage sagen op mod filmchefen, som hun dog ikke vælger at navngive.
Grunden?
At Rose McGowan på et tidspunkt har medvirket i en film, hvor hun har 'dyrket' sex, påstår hun.
Hun fortæller også, at hendes voldtægt har været en offentlig hemmelighed i Hollywood og i de amerikanske medier.
At man har hyldet den påståede voldtægtsmand, der skulle være en stor kanon inden for underholdningsbranchen og hængt hende ud, er også en grund til, at hun ikke er stået frem før nu. Det gør hun dog uden at gå i detaljer med, hvordan hun er blevet hængt ud.
Endnu en grund til, at hun i første omgang ikke har meldt voldtægten, er angiveligt, at Rose McGowans ekskæreste har solgt en film, som hun medvirker i, til hendes angivelige voldtægtsmand.
Til sidst skriver Rose McGowan, at hun står frem nu, fordi 'det er på tide med noget forbandet ærlighed i denne verden.'