Charlie, der egenhændigt står bag én af Hollywoods mest kaotiske og selvdestruktive filmkarrierer, sværger selvfølgelig, at han er clean. Men det samme gjorde eks-konen Brooke, indtil hun i weekenden blev anholdt i Aspen, Colorado for voldeligt overfald og kokainbesiddelse.

Tragikomisk markerer Sheenfamiliens seneste sammenbrud to-årsdagen for Charlie Sheens anholdelse - ligeledes i Aspen, Colorado - for voldeligt overfald (på Brooke) og (gæt selv) kokainbesiddelse.

Afvænning igen

Natten til i går ankom Brooke Mueller fra parrets feriehjem i Aspen til Los Angeles. Mandsopdækket af bodyguards og politi blev de blege tvillinger Max og Bob overdraget til deres far Charlie Sheen, der har afbrudt et længerevarende ophold i Columbia. Her er han angiveligt i gang med forberedelserne til en ny film. Opholdet har ifølge stjernen intet med landets massive kokain-produktion at gøre.

Og Martin Sheens yngste søn, der fornylig blev erstattet af Ashton Kutcher i tv-serien ’To og en halv mand’, sværger, at han vil koncentrere sig om at hjælpe eks-konen Brooke og deres fælles børn.