Johan Cruyff fik i sidste uge konstateret lungekræft. Det vakte stor bedrøvelse i fodboldverdenen og særligt i hjemlandet Holland, hvor der på flere stadions blev afholdt et minuts stilhed eller klapsalver for den karismatiske hollænder.

Cruyff, der har en fortid som både spiller og træner i FC Barcelona, takker i den hollandske avis De Telegraaf for den store opbakning og fortæller samtidig, at han både er stolt og rørt over den massive støtte, han har modtaget.

»Jeg er enormt stolt over den opbakning, der er vist i alle reaktioner,« skriver Cruyff i en klumme hos De Telegraaf.

Barcelona sendte også en venlig hilsen til deres legende, da de søndag aften bar orange trøjer med teksten »Anims Johan«, som betyder 'god bedring Johan'. I Cruyffs anden yndlingsklub, Ajax, havde man arrangeret en klapsalve i det 14. spilleminut med henvisning til Cruyffs trøjenummer, som var netop nummer 14.

I den hollandske avis fortæller Cruyff også, at nyheden om hans sygdom kom lige hurtig nok ud til offentligheden. Han havde dårligt selv vænnet sig til den hårde nyhed.

»Det er irriterende, at nyheden blev offentliggjort så hurtigt. Alt, hvad jeg ved, er, at jeg har lungekræft. Intet andet. Jeg er skal stadig gennemgå undersøgelser,« fortæller den tidligere tredobbelt Ballon d’Or-vinder.