Hollands sorte tulipan

Der er personer, man ikke kan kigge forbi. Sådan en person var Ruud Gullit. Han talte lodret imod racisme, mistede en af sine nære venner i et flystyrt, der kunne have involveret ham selv. Her fortæller Berlingskes sportsredaktør Benjamin Munk Lund historien om min barndoms helt.

Opret abonnement på BT PLUS og læs det store portræt om den hollandske stjernespiller Ruud Gullit - du får samtidig adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet

Der er personer, man ikke kan kigge forbi. Sådan en person var Ruud Gullit. Han talte lodret imod racisme, mistede en af sine nære venner i et flystyrt, der kunne have involveret ham selv. Her fortæller Berlingskes sportsredaktør Benjamin Munk Lund historien om min barndoms helt.

Håret betød noget. Selvfølgelig gjorde det det.

For som dreng i en nordvestjysk flække i slut-80’erne var det primære udkig til den store fodboldverden det vindue, som DR slog op i sportslørdagsudsendelserne. Og her så man engelsk tipsfodbold.

Man så mudrede baner, målmænd, der lavede høje skud – det kaldte vi udspark dengang hjemme i Nørre Nissum - knoldsparkere, fodboldkrigere, men okay også spillere, der egentlig bare var gode. Jeg husker Tony Adams, John Aldridge, Ian Rush, Tony Cottee og Bryan Robson for nu at nævne nogle af dem.
Helt bestemt fine fodboldspillere, men ikke folk med dreadlocks. Så håret betød selvfølgelig noget.

Jeg er født i 1979. Det betyder, at min første fodboldoplevelse var EM i 1984 – men den slutrunde står sløret og marginal. Jeg husker svagt, at min mor bad mig sove middagslur, så jeg kunne få lov at se Danmarks åbningskamp mod Frankrig, og her forstod jeg udmærket på min fars suk og hele stemningen i fjernsynet, at det ikke var godt, da Allan Simonsen blev båret fra banen med et brækket ben i åbningskampen. Resten er uskarpe erindringer.

Nej, den første oplevelse af at se og fatte noget fodboldhistorie brænde sig fast på en måde, så man vidste det ville blive siddende, var, da Maradona vandt VM i 1986 og venligt slæbte resten af Argentinas landshold med op for at hente pokalen.

Alt det betyder også, at jeg i optakten til EM 1988 i Vesttyskland aldrig havde haft en oplevelse med hollandsk landsholdsfodbold. Holland var ikke med i 1984 og heller ikke i 1986. Og jeg havde ikke set holdet, der gik i VM-finalen i både 1974 og ’78, men tabte. Jeg kendte ikke Cruyff.

Så da jeg i forventningsopbygningen til EM 1988 hørte nogen tale om Holland som et bud på en europamester, blev jeg forundret, som en niårig dreng bør blive det. Holland – spiller de fodbold? Men hvorfor var holdet så ikke med i Mexico?

Og da jeg så deres tøj, hoppede kæden af igen. Orange. Hvorfor?

Og da jeg så manden med håret, med rastafarikrøllerne, Ruud Gullit, blev intet igen det samme.
Selvfølgelig betød det hår end del for, at han blev min barndoms helt. Han var svær at se udenom. Ligesom sorte tulipaner er det.

Ruud Gullit blev i øvrigt kaldt den sorte tulipan.

Han var farvet, hvilket jeg heller ikke er sikker på, at jeg forstod, hvordan man kunne være nede i Holland. Han var kraftfuld og elegant på samme tid på en fodboldbane. Han spillede i den smukkeste landsholdstrøje, jeg nogensinde havde set. Han smilede, og man blev glad af at se ham spille fodbold. Han så faktisk rar ud, og jeg forstod på kommentatorsporet i mit fjernsyn, at han var manden, der skulle forandre det hollandske kompleks som de evige toere.
Jeg ville godt gøre mig til en del af den historie. Så jeg håbede Holland vandt – fordi Holland havde Gullit.

Og Holland vandt rent faktisk det europamesterskab – det er stadig nationens eneste titel, og den blev hentet på det olympiske stadion i München, symbolsk nok samme stadion, hvor Johan Cruyff og 1974-mandskabet havde tabt deres store finalemulighed med 1-2 til Vesttyskland.

Marco van Basten var holdets åbenlyse stjerne, en åbenbaring. Men Ruud Gullit var den åbenlyse leder. En fremragende fodboldspiller, men også en stærk personlighed, en anfører og frontfigur.

Og et symbol fordi han var farvet. Kampen mod racisme har altid betydet meget for Gullit. Da han i 1987 blev kåret til årets fodboldspiller i Europa, dedikerede han sin pris til den dengang fængslede sydafrikanske frontmand i kampen mod apartheid, Nelson Mandela, og slog fast, at »alle skal behandles som mennesker, og det bliver han ikke.«

Gullit blev efterfølgende kritiseret for at blande sport og politik, men sådan var og er han, fortæller den tidligere landsholdsspiller Frank Arnesen, da jeg ringer op for at få hans hjælp til at forstå, hvordan Gullit blev min barndoms helt. Jeg tænker, at Arnesen kan hjælpe, for han har boet i Holland det meste af sit liv, og han spillede på hold med Gullit i PSV Eindhoven i midten af 80’erne.

»Han var en meget stor personlighed – ikke kun på banen, men også uden for banen med sine markante meninger. For den store del af det hollandske folk, der var af anden oprindelse – ikke mindst den store surinamske gruppe – var han en rollemodel, et forbillede,« siger Frank Arnesen.

De hollandske finalehold fra 1974 og 1978 havde ikke haft farvede spillere i truppen, men efter den tidligere koloni Surinam i 1975 blev selvstændig og op mod 200.000 mennesker rejste fra det sydamerikanske land til Holland, begyndte dem surinamske afstamning at fylde mere og mere i det hollandske samfund. Og altså også på det hollandske landshold.

Ruud Gullit blev født i Amsterdam 16. september 1962. Han hed faktisk Rudi Dil, indtil han var 16 år. Her begyndte han at kalde sig Gullit. Dil er hans mors navn. Gullit er hans fars navn, men faderen boede ikke sammen med Ruud og moderen i Holland. Han boede i sit hjemland, Surinam, hvor han var landsholdsspiller i fodbold og havde en anden familie.

Ruud Gullit er altså en del af den efterhånden klichéfyldte historie om, hvor enestående et landshold Surinam kunne have haft ved VM-slutrunderne i 90’erne. Clarence Seedorf, Edgar Davids og Jimmy Floyd Hasselbaink er eksempler på spillere, der blev født i Surinam, og listen over absolutte verdensklassespillere med rødder i Surinam er endnu mere svimlende: Frank Rijkaard, Aron Winter, Ryan Babel, Patrick Kluivert og altså Ruud Gullit.

Derfor var Ruud Gullit naturligvis også ønsket med ombord på den maskine fra Surinam Airways, der fløj rute 764 mellem Amsterdam og Surinams hovedstad, Paramaribo, 7. juli 1989. Her sad et fodboldhold, der blev kaldt »Kleurrijk Elftal« – de farverige 11.

Det var hollandske top- og sub-top-fodboldspillere med surinamsk baggrund, som var samlet af en hollandsk socialarbejder, der med skabelsen af fodboldholdet ville vise unge mænd med den fremmede baggrund, at fodbold kunne være en vej til bedre at finde sin plads i det hollandske samfund. Ruud Gullit var på mange måder den perfekte rollemodel.

Men hans klub, AC Milan, lod ham ikke få fri, da holdet skulle rejse tilbage til udgangspunktet.

Det reddede formentlig hans liv.

»Det er forbi, jeg er død.«

Sådan lyder den sidste lydoptagelse fra cockpittet på rute 764, hvor kaptajnen har erkendt sin skæbne. Efter tre mislykkede landinger i den kraftige tåge afslører lydoptagelserne også, at kaptajnen åbenlyst ignorerede flere advarsler om, at der var problemer med lufthavnens landingssystem. Det blev fatalt for 176 af de 187 mennesker ombord, da han kom ind i for lav højde, ramte et træ med den ene motor, siden ramte vingen et andet træ, så maskinen krængede og landede med taget nedad og hjulene i vejret.

Gullit kendte alle fodboldspillerne ombord og var nære venner med Jerry Haatrecht, der var blandt de omkomne. En voldsom påvirket Gullit holdt kort efter en følelsesladet tale ved en mindehøjtidelighed i Amsterdam og sagde blandt andet.

»Jerry, hvis du kan høre mig, så skal du vide, at vi elsker dig.«

Mon man instinktivt kan mærke og se, når et menneske rummer en helt særlig karakter?

Måske. Da jeg taler med Frank Arnesen om, hvorfor jeg mon som otteårig oplevede Gullit som god, rar og sympatisk, og hvorfor han for mig var større på 1988-holdet end Marco van Basten, begynder han sit svar med Marco van Basten.

»Altså, van Basten var en større spiller, han er den største siden Cruyff, og det tragiske er, at han på grund af skader ikke fik lov at spille, da han var allerbedst. Han var så elegant og kunne alt. Ruud Gullits teknik var ikke den bedste. Men han var jo som en fuldblodshest, når han kom løbende med det store rastahår. Elegant og stor og stærk. Men altså det særlige ved Gullit var hans kraft og hans udstråling. Han var jo anføreren,« siger han og fortsætter:

»Han var en god fyr, han var rar og vellidt, en meget åben person, som frem for alt var afslappet. Jeg har lige læst en bog om Usain Bolt, og jeg lægger mærke til, at han går vanvittig meget op i at fortælle, at han altid fokuserer på, at det skal være sjovt at løbe. Han er fokuseret, ja, men også afslappet. Sådan var Gullit som spiller, han kunne ramme den der balance mellem det alvorlige og det glædesfyldte,« mener Frank Arnesen.

Det med glæden og afslappetheden ligner en central nøgle til at forstå Gullit.

Således var afslappetheden måske en af forhindringerne for, at Gullit fik en stor trænerkarriere. I hvert fald blev det hurtigt til ballade i Newcastle, at Gullit ofte rejste hjem til familien, der stadig boede i Amsterdam.

Gullit har siden i et interview fortalt, at han ikke har nogen fortrydelser i den forbindelse. Han lavede en aftale med Newcastle om, at han arbejde i fire dage i England og så i øvrigt havde et hold af trænere, han havde tillid til, som var på træningsbanen.

Nej, karrierens store fortrydelse ligger omkring VM i 1994, hvor Gullit endte med at rejse hjem, inden turneringen i USA overhovedet var kommet i gang. Gullit havde i et års tid været på kant med landstræner Dick Advocaat, så meget på kant at han også havde trukket sig fra landsholdet – dog ikke mere definitivt, end at han fandt sin vej tilbage kort før VM i USA.

Det skulle han bare aldrig have gjort, mener hans far, og det fortalte han til forfatteren Harry Harris i bogen ’Ruud Gullit: Portrait of a Genius’.

»Jeg vidste med det samme, at der ikke kunne komme noget positivt ud af det. Jeg var helt fra starten uenig i, at han vendte tilbage til det hollandske hold. Det fortalte jeg ham, og det ved han. Sådan som Holland spillede, og den syge arrogance, som prægede Ajax-spillerne og den dårlige atmosfære, var alt for negativ til, at Ruud kunne blive glad i truppen,« sagde faderen, George Gullit, til bogens forfatter.

Der var den igen den med at ramme glæden og afslappetheden. Ruud Gullits plads i hierarkiet og på banen i VM-truppen 1994 gav ikke sig selv – landsholdet var domineret af Ajax-spillere, der i de år oplevede en stormende succes.

»Min søn har vundet stort set ethvert trofæ, en professionel spiller kan vinde i denne verden, så hvordan i al verden vover Ajax’ anfører, Danny Blind, at gå ud og sige: »Ruud kan komme tilbage på holdet, hvis han er klar og i form igen.« Hvem f..... er Danny Blind?« brølede George Gullit i bogen.

Men han glemte, at sønnen netop manglede VM-trofæet. Det var ærgerrigheden efter det, der sendte Gullit til USA. Det var for det, han vendte tilbage. Men han endte med en af karrierens største fortrydelser. Det blev aldrig godt med Dick Advocaat. Gullit fattede ikke, at man i det hollandske fodboldforbund ikke havde sikret sig Johan Cruyff som landstræner, fortalte han i et interview med det hollandske fodboldsite Bleed Orange i juli 2013.

»VM i 1994 var min sidste chance. Og jeg ville virkelig, virkelig, virkelig præstere dér. Men igen havde det hollandske fodboldforbund ikke landet Cruyff. Af grunde vi kun kan grine af i dag. I dag betaler man de største managers masser af penge, Cruyff ville bare have en rimelig løn. Han var i Barcelona og ville blot arbejde på de samme vilkår i de to måneder (omkring VM). Og han ville sætte sit eget hold af trænere. Selvfølgelig. Han ville ikke arbejde med folk, der ikke delte hans visioner. Men fodboldforbundet ødelagde det og valgte Advocaat. Jeg har ikke noget imod Dick, men da de ikke fattede beskeden om, hvor varmt det ville være i Florida (hvor Holland skulle spille).... Jamen, vores lægelige stab i Sampdoria og Milan (hvor Gullit spillede dengang) var totalt uforstående over for, hvordan man forberedte sig på dette. Jeg diskuterede det med Dick og hans folk, og de gjorde grin med det på en måde. Dick var også uklar omkring min rolle på holdet og sagde, at jeg skulle bevise mig selv. Var jeg stadig hurtig nok til at spille på kanten. Jeg følte mig ikke respekteret, jeg kunne ikke mærke begejstringen, jeg følte mig sårbar,« fortalte han.

Gullit tog hjem. Begejstringen var væk, og så blev Holland naturligvis ikke verdensmestre.

Holland har siden haft store spillere i Dennis Bergkamp og Arjen Robben, og jeg har ihærdigt forsøgt at tage dem til mig som den nye Gullit. Men det har ikke været det samme. Det har været lidt mere mekanisk og stift og frem for alt uden charme af betydning.

Ruud Gullit var en næsten umulig kombination af fysik og elegance. Stor og kraftfuld, men også let. Prototypen på den perfekte hollandske total-fodboldspiller. Og så var der alt det sorgløse, legende, når han var bedst. George Best sagde det sådan her i 1990:

»Ruud Gullit er en fantastisk spiller på alle parametre. Han har alle færdigheder. Han er ikke bange for at gøre ting med bolden, og han ser ud til at nyde hvert sekund af det. Efter min mening er det netop dét, der endda gør ham til en bedre spiller end Maradona.«

Selv om Gullit aldrig blev verdensmester, forandrede han trods alt alverden i hollandsk fodbold og en hel del hjemme på mit drengeværelse i Nørre Nissum.
Jeg havde set og vil aldrig glemme, hvor smuk en sort tulipan er i en orange fodboldtrøje.