Holland overvejer boykot af EM i Ukraine
Endnu et land overvejer at droppe europamesterskaberne i fodbold i Ukraine på baggrund af myndighedernes behandling af den tidligere premierminister, Julia Timosjenko.
Endnu et land overvejer at droppe europamesterskaberne i fodbold i Ukraine på baggrund af myndighedernes behandling af den tidligere premierminister, Julia Timosjenko.
Den midlertidige hollandske regering melder sig nu ind i skaren af kritikere, som truer med at boykotte sommerens EM-slutrunde i Ukraine, hvis landet ikke forbedrer forholdene for fanger i fængslerne.
Den hollandske udenrigsminister Uri Rosenthal siger, at opfordringen specifikt er rettet mod behandlingen af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, som sidder bag tremmer anklaget for skatteunddragelse. I forvejen har hun en dom på syv års fængsel for magtmisbrug.
Boykottet kommer dog ikke til at gælde for det hollandske landshold, som bliver spået gode chancer ved europamesterskaberne. Men medlemmer af regeringen og den kongelige familie vil, medmindre der sker synlige forbedringer i Julia Timosjenkos situation, blive væk, lader udenrigsministeren forstå,
- Det er ikke op til den hollandske regering at afgøre, om landsholdet skal af sted eller ej. Det er op til fodboldorganisationen. Ukraine ved, hvad det bør gøre. Behandlingen og rettergangen af fru Timosjenko og andre fanger er nødt til at leve op til internationale standarder, siger Uri Rosenthal ifølge Radio Netherlands Worldwide.
Ifølge tyske læger får Julia Timosjenko ikke den nødvendige medicinske behandling i fængslet, og billeder af den forhenværende premierminister med store blå mærker, som angiveligt skulle stamme fra politivold, er gået verden rundt. Den ukrainske ombudsmand har betegnet hendes situation som »umenneskelig«.
Flere andre europæiske lande, heriblandt Tyskland, har opfordret til at boykotte EM i Ukraine på grund af landets problemer med at overholde menneskerettighederne. Den hollandske udenrigsminister vil endnu ikke lægge sig fast på, om boykottet af slutrunden bliver gennemført, før han har diskuteret det med sine kolleger i EUs ministerråd.
Også Danmarks kulturminister Uffe Elbæk (R) har meddelt, at han er i dialog med sine europæiske kolleger omkring spørgsmålet. Kulturministeren har dog samtidig gjort det klart, at han forventer at deltage.