Holger K. Nielsen og gruppeformand Jes Lunde, der var ordstyrer, delte tæppe i hullet, hvor omkring 100 mennesker var samlet med termokaffen, det hjemmebagte og kølige pilsnere til at svælge de tørre politiske svadaer ned med, ordflom om euroen, som alle efterhånden kender.

SF-formanden fik da grundlovsdagen gjort festlig, da han begyndte at skyde efter statsminister Nyrups Søren Solsort, den berømte fugl fra Nyrups angreb på SFs landsbyidyl, der skal være truet hvis euroen indføres.

"Statsministeren har det med at bruge en hel masse irrelevante eksempler, når han er i knibe i en debat, som han er nu op til folkeafstemningen. Forleden brugte han Lars von Trier og Brødrene Olsen - og nu er det Søren Solsort. Det har blot alt sammen intet med den aktuelle debat at gøre," mente SF-formanden.

Holger K. mindede om, at Nyrup sagde, at Færøerne ikke kunne sige ja til selvstændighed, når halvdelen af færingerne er imod.

"Nu mener statsministeren altså godt, at han kan sige ja til euroen, selv om halvdelen af danskerne er imod."

Det gav tilhørerne lidt varme i hænderne med bifald til formanden, men der blev også nikket forstående.

Formanden fremhævede, at statsministeren ikke anser løftebrud for noget, man skal tage alvorligt.

"Han stod på valgmødet i Sønderborg før folketingsvalget sidst og viftede med et Reuter-telegram og sagde triumferende: "Uffe (Ellemann-Jensen. red.) vil afskaffe de fire punkter i det nationale kompromis. Det vil jeg ikke, så stem på mig." Og hvad gør Nyrup nu? Han fjerner det første af de fire allerede," sagde Holger K. Nielsen.

Nede i "Hullet", hvor træerne har lagt stamme til mange udfald mod aktuelle ting i dansk politik, havde træerne foldet bladene helt ud for at høre formanden fortælle om SFs interne problemer, der heller intet har med grundloven at gøre.

"Der er ingen ændring i SFs politik, ingen drejning til venstre, ingen til højre, vor politik styres af landsmødets vedtagelser," var formandens bud.

Efter at have høvlet løs på Nyrup kravlede Holger K. - verbalt - ned på knæ:

"Der er en generel mistillid til Nyrups politik i Danmark nu. Derfor er det afgørende for Nyrup, at SF sammen med Socialdemokratiet kommer med ind og tager ansvaret for, at velfærdssamfundet fortsat kan være i fremgang," salutterede formanden, mens kanderne blev tømt og parti-guitaristen stemte strengene til "Internationale."

Det sidste bifald kom, da klapstolene blev slået sammen.