BT kan i dag bringe et hidtil for offentligheden ukendt mødereferat, der viser, at ansatte i Skat i november sidste år talte direkte usandt til telebranchen i et pres for at få dem til at udlevere kundernes teleoplysninger.

Dermed er Skat fanget i en ny usand påstand efter, BT i går kunne afsløre, at Skat bevidst har forsøgt at indhente ulovlige teleoplysninger i halvandet år, selv om Erhvervsstyrelsen har sagt, det er ulovligt.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF). Her har du dokumentet, der viser, at Skat på et møde med telebranchen i november udtaler, at Erhvervsstyrelsen har godkendt, at Skat får udleveret borgernes teleoplysninger. Hvordan stemmer det overens med, at Erhvervsstyrelsen et halvt år forinden netop havde afvist, at det var lovligt?

- Jeg vil slet ikke gå ind i, hvad der har været af interne møder.

Men det, Skat her siger til teleselskaberne, er helt i strid med, hvad Erhvervsstyrelsen har udtalt.

- Det skal jeg ikke kunne sige noget om, jeg aner ikke, hvad der er blevet oplyst på interne møder mellem Skat og Erhvervsstyrelsen, og jeg kan forstå, at der ikke engang er taget referat, så det er nogle påstande, der er kommet til BT.

Men skal det ikke undersøges til bunds, om Skat direkte har givet usande oplysninger for at få oplysninger om kunderne ud af teleselskaberne?

- Nu skal vi først og fremmest have undersøgt. hvad der er op og ned i det. Det gør vi, og det er derfor, vi går til EU-kommissionen.

Kan du godt leve med nogle medarbejdere, der direkte giver forkerte oplysninger?

- Jeg ved ikke, om de har givet forkerte oplysninger,

Det siger Erhvervsstyrelsen.

- Ja det siger de. Det betyder da ikke, at jeg af den grund bare kan sige, at de har ret. Du kommer med et eller andet dokument til mig om et internt referat, og det vil jeg ikke forholde mig nærmere til.

Har du stadig fuld tiltro til Skat efter, hvad der er kommet frem?

- Ja, det har jeg bestemt.

Se dokumentationen her