Mindst 30 mennesker har mistet livet i de to bombeangreb, der har ramt den russiske by Volgograd både søndag og mandag, og udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) tager kraftigt afstand fra terrorhandlingerne.

»Jeg fordømmer kraftigt de to terrorangreb i Volgograd, der har ramt både børn og voksne. Det er frygteligt. Sådanne angreb er altid uacceptable,« lyder det fra udenrigsministeren i en skriftlig kommentar.

»Mine tanker og medfølelse går til de pårørende og de sårede og til hele Rusland,« siger Holger K. Nielsen.

Mandag morgen eksploderede en bombe i Volgograd midt i myldretiden, og meldingerne lyder nu på mindst 14 dræbte og 28 sårede. Det er den anden eksplosion i den russiske by på bare to dage, efter at en selvmordsbomber dræbte mindst 17 personer ved banegården søndag. Det russiske politi er overbevist om, de to angreb kan kædes sammen, og at en mandlig selvmordsbomber står bag mandagens angreb.

Holger K. Nielsen fastslår, at han »følger nøje med i situationen«.

»Bekæmpelse af terrorisme er en prioritet for Danmark og det internationale samfund. Jeg håber, at de ansvarlige bag hurtigt vil blive stillet for retten,« siger udenrigsministeren.

Også den norske udenrigsminister, Børge Brende, fordømmer de blodige angreb.

»Bombeangrebene i Volgograd har kostet mange uskyldige liv. Alt indikerer, at dette er en terrorhandling. Norge fordømmer denne grusomme handling i de stærkest mulige vendinger,« siger han i en officiel udtalelse fra det norske udenrigsministerium.

Børge Brende understreger ligeledes, at han håber, at de ansvarlige hurtigt bliver retsforfulgt.