Holger K. Nielsen taler ud om sin tid i regeringen i et Euroman-interview
De interne møder i den samspilsramte regering bestående af Socialdemokraterne, SF og De Radikale var ’meget belastende’.
- For at sige det rent ud var det hårdt at sidde i de der interne regeringsforhandlinger med alle diskussionerne. Vi diskuterede enormt meget. Havde nogle forfærdelige møder af og til.
Sådan beskriver den tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) i et interview med livsstilsmagasinet Euroman sine 16 måneder som medlem af Helle Thornings regering.
Man forstår på hans gengivelse af sine erfaringer, at perioden ikke just var nogen sjælfuld dans på roser. Bortset fra nogle få lyspunkter hist og her var livet i regeringen præget af store meningsforskelle. Især mellem S og SF på den ene side og De Radikale på den anden.
Avanceret pælesidning
Med finansminister Bjarne Cory-dons ord udviklede møderne i regeringstoppen sig ofte til en avanceret form for pælesidning. Den, der først blev træt og brød tavsheden, havde tabt.
- Det kunne enten være meget højlydt eller med en langstrakt tavshed, hvor alle ventede på, at en af de andre ville give sig til sidst. Det var meget belastende, siger Holger K. Nielsen til magasinet.
Han er langtfra den eneste politiker, der har siddet over for specielt den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i en forhandling og således har været vidne til, at netop hun mestrer øvelsen at sidde på pæle – og tavst vente på, at modparten ’gav sig’ – bedre end de fleste.
Det fortæller flere andre kilder i Christiansborg-miljøet, som BT talte med i går.
Holger K. Nielsen ønsker ikke selv at uddybe sine oplevelser. Han henholder sig til, at han har sagt alt, hvad han ønsker at sige til Euroman.
I interviewet fortæller Holger K. Nielsen også, at han tror, at det ville have været klogt, hvis regeringen havde gjort ham til minister allerede i oktober 2011, så den kunne have trukket på hans erfaring fra begyndelsen.
Manglede erfaring
- Det kom til at karakterisere Thorning-regeringen, at den manglede erfaring, og det var en svaghed ved hele konstruktionen. Flere af de ledende folk i regeringen havde ingen parlamentarisk erfaring. Jeg tror, man skulle have trukket på de ældre folk som Mogens Lykketoft (S), Marianne Jelved (R) og mig selv, siger han til Euroman.
Han måtte i stedet vente et år, før der var bud efter ham.
Da Annette Vilhelmsen i oktober 2012 overtog formandsposten i SF, tog hun Holger K. Nielsen med på Marienborg til de første besværlige forhandlinger med Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager. Der blev ikke delt gaver ud. Som ny partiformand og minister blev Annette Vilhelmsen grundigt belært af Thorning og Vestager om, at hun skulle bekende sig til regeringsgrundlaget fuldt og helt. Da Vilhelmsen og Holger K. Nielsen efter et par timer forlod Marienborg i Holger K. Nielsens sorte Citroën, blev pressen vidne til, at han helt bogstaveligt trak op i bukserne og satte sig ind bag rattet, mens hun næsten symbolsk satte sig ind på bagsædet.
I de kommende måneder kom Holger K. Nielsen i praksis til at fungere som en skyggeformand. Han fik som skatteminister plads i det magtfulde økonomiudvalg. Han fortæller i interviewet, at arbejdsbelastningen var hård. Ofte kom de sidste papirer til et møde ved midnatstid, hvor mødet begyndte næste morgen klokken 9.
En ordentlig tone
Tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, der siden har skiftet parti fra SF til S, siger, at han ikke kan genkende Holger K. Nielsens oplevelse af møderne i regeringens økonomiudvalg.
- Sådan oplevede jeg det ikke. Selvfølgelig er der diskussioner, når man er tre partier, men jeg synes, det foregik i en ordentlig tone, siger Ole Sohn, der selv havde sæde i økonomiudvalget i hele sin ministertid.
- Vi havde jo faktisk et detaljeret regeringsgrundlag at holde os til. Og vi skulle tilrettelægge en del større reformer. Jeg synes ikke, der var en dårlig stemning, siger Ole Sohn.
I perioden som skatteminister var han blandt andet med til at behandle sagen om Dongs fremtid sammen med Bjarne Corydon og Margrethe Vestager.
Lå inden for skiven
Men hvor kraftige reaktionerne på salget af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs ville blive, havde Holger K. Nielsen ikke forestillet sig.
Han regnede med, at det bare var en sag, der skulle køres gennem finansudvalget. Salget af Dong-aktier til Goldman Sachs lå inden for skiven af, hvad der var acceptabelt for SF, men så eksploderede det. Og det var helt unødvendigt. Blandt andre var Bjarne Corydon efter hans mening alt for passiv med at tilbagevise kritikken af salget.
- Det var helt ustyrligt. Også for vores egne folk i SF, der ikke kunne klare presset mere og trak stikket. Et meget godt billede på en politisk proces, der kom helt ud af kontrol. Det var ærgerligt og unødvendigt, synes jeg, siger Holger K. Nielsen i interviewet med Euroman.
Man forstår på Holger K. Nielsen, at det var en fejl, at SF trådte ud af regeringen. Men ikke en fejl der kan lastes Annette Vilhelmsen. Derimod retter han kritikken mod de partimedlemmer, der sagde, at de ikke ville stemme for et Dong-salg. Og at de alligevel endte med at stemme ja til salget, gjorde det hele endnu mere mærkeligt, mener Holger K. Nielsen.
Det burde være undgået
- Normalt er jeg meget usentimental i forhold til politik, men det her har gået mig meget på, ikke kun fordi vi måtte forlade regeringen, men måden det skete på. Det virkede så irrationelt, og jeg mener, det burde kunne være undgået, siger han til Euroman.