På lørdag sender Danmarks Radio ’Matador’ for syvende gang.
Men det er endnu uvist, om Holger Juul Hansen kommer til at gense sig selv i rollen som bankdirektør Varnæs fra sin sygeseng på Rigshospitalet, eller om han når at blive udskrevet.
- Holger er blevet indlagt med lungebetændelse. Han havde problemer med at trække vejret, men lige nu gør lægerne, det bedste, de kan, siger skuespillerens kone, Inge Juul Hansen, til BT.
Læs også:
Den 88-årige skuespiller blev mandag indlagt på Rigshospitalet i København, hvor hans kone også har fået stillet en seng til rådighed, så hun kan være sammen ham døgnet rundt.
- Han har det nogenlunde nu. Han bliver behandlet for lungebetændelsen, og det skrider frem ad, som det skal, siger hun.
Lægerne ved dog endnu ikke, hvornår Holger Juul Hansen kan blive udskrevet.
Læs også:
- Vi håber på, at det kan blive i weekenden. Det stiler vi i hvert fald mod. Men han skal lige kunne bevæge sig lidt mere rundt. Lige nu sover han det meste af tiden, siger Inge Juul Hansen, der sammen med sin mand kan fejrer 47 års bryllupsdag senere på året.
Hun fortæller, at selv om han er træt, er han ved godt mod. Og han ser frem til, at DR snart genudsender ’Matador’.
- Han har talt om, hvor meget han gerne vil se den, og vi glæder os begge meget, siger hun og håber, at de får lov til at se serien hjemme i deres egen stue og ikke på hospitalet.
Fornyeligt faldt Holger Juul Hansen i sit badeværelse og brækkede anklen. Og da han i ugerne efter fik sværere og sværere ved at trække vejret, blev hans kone bekymret, og mandag havde han det så dårligt, at han blev indlagt.
Læs også:
Den 88-årige Juul Hansen har været meget igennem de senere år. Han har overvundet kræft, to blodpropper i hjernen, en rygoperation samt et langt og smertefuldt forløb med at komme på benene igen efter et fald på et isglat fortov sidste år. Og sidstnævnte er han aldrig rigtig kommet sig helt over.
- Det er ikke sjovt at komme på hospitalet, når man er kommet lidt op i årene, skal jeg hilse at sige. Jeg havde ikke siddet her, hvis jeg ikke havde haft Inge, sagde han sidste år i et interview med BT.