Spoiler-advarsel: Denne artikels indhold kan ødelægge din oplevelse af programmet i aften.

I det syvende afsnit af overlevelsesprogrammet Robinson Ekspeditionen går bølgerne højt på det ellers solide Hold Nord.

Især deltagerne Richard og Michelle taler til hinanden i en tone, der er forbudt for børn.

Det kommer sig af, at holdet i første omgang har en diskussion om, hvorvidt holdet praktisk talt er splittet i to dele. Richard, Rene og Nanna på den ene side og Nicolai, Sofie og Michelle på den anden. Da deltagerne taler om en mulig dødskamp, siger Richard ja til at tage teten, men den 45-årige ingeniør takker nej, da han finder ud af, at han får en ekstra stemme i et muligt ø-råd, hvis han taber.

Michelle, der i programmet er kendt for at have et iltert temperament, mener, at Richard skal holde fast i den oprindelige aftale.

»Jeg synes jo, at Richard er en kujon. Når du siger, du gør noget, så skal du kraftedeme gøre det. Så skal du ikke trække i land, fordi du har en ekstra stemme,« siger Michelle til produktionsholdets kamera.

Det ender med, at Hold Nord skal dyste internt om, hvem der skal i dødskamp i aftenens afsnit.

»Situationen er dybt grotesk og langt under mit niveau. Det er pinligt,« siger Richard til kameraet.

Mens de skal finde ud af reglerne, kommer de to Robinson-deltagere op at skændes igen.

»Kan du ikke bare holde din kæft et øjeblik,« siger han til Michelle.

»Det var pisselatterligt«

Michelle holder den dag i dag stadig fast ved, at Richard skulle have gjort, som han havde sagt og taget dødskampen uden at brokke sig.

»Jeg synes, det var pisselatterligt. Du skal ikke sige noget og så ikke gøre det. Derfor blev jeg rigtigt gal på ham,« siger hun til BT.

Det hjalp formentlig heller ikke, at de forinden havde diskussionen om, hvorvidt der var en alliance mellem Richard, Nanna og Rene. Richard har tidligere udnævnt Nanna og Rene som de to deltagere, han stolede mest på i det forrige ø-råd.

De tre virkede overraskede over, at Michelle og deltageren Nicolai udpegede dem som en klar alliance i afsnittet.

»At de benægtede det, kommer slet ikke bag på mig. Det lå jo til de tre, at de ikke ville erkende ting,« siger hun.

Richard ærgrer sig over, at han var nødt til at råbe og bande.

»Jeg vil sige det på den måde. Det er dybt beklageligt, at man sprogligt går ned på et niveau, der er pinligt. Men det var det eneste, der gjorde, at vi kunne komme videre. Vi kunne bare ikke trænge igennem med fornuftens ord. Derfor må jeg sige 'hold kæft', og det er klart, det er pinligt,« siger han til BT og fortsætter:

»Det er jo ikke første gang, Michelle forsøger at fremprovokere en reaktion fra min side, og det lykkedes den ene gang. Men jeg synes faktisk, hun er ret cool. Det er hendes facon, og jeg har intet at udsætte på hende rent personligt.«

Han lægger vægt på, at han på daværende tidspunkt i programmet gerne havde set, at Nicolai og Sofie kom med dem videre til en mulig sammenlægning af de to hold.

Se, hvem der ender med at tage i dødskamp for Hold Nord klokken 20.00, når TV 3 viser det syvende afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' mandag aften.