Den eneste (nemme) måde, du kan forhindre, at din konto bliver lænset, er at gøre indsigelse de syv dage du har fra betalingsoversigten modtages til regningen betales. Det er tilgengæld også nemt. Men når først de syv dage er gået (hvis man har været ude at rejse eller bare glemt at kigge) kan det blive nødvendigt med civilt søgsmål - og det er ikke nemt.

"Det er som regel en sag mellem skyldner og udlåner. Men kreditor må naturligvis kun fremsætte betalinger, der er aftalt med debitor. Overholder kreditor ikke det, kan vi smide ham ud af PBS," siger underdirektør i PBS, Per Terp.

Han har ikke kendskab til sager, hvor kreditor har udnyttet sin adgang til debitors konto på ulovlig vis.

"Men kreditor skal bevise, at han har ret til pengene, og at der ligger en aftale om at bruge PBS. Ellers vil han tabe en civil retssag," siger Per Terp.

Ikke desto mindre er det klogeste nok at holde grundigt øje med PBS-indbetalingerne, så man undgår en tur i retten for at kradse et mindre pengebeløb ind.