Hør Kim Larsens nye single her
Så er første singleudspil fra Kim Larsens kommende soloplade klar. Sangen hedder 'Næ, næ næ' og er foruden den traditionelle hyldest til kvinden også en røffel til politikere og finansfyrster.
Så er første singleudspil fra Kim Larsens kommende soloplade klar. Sangen hedder 'Næ, næ næ' og er foruden den traditionelle hyldest til kvinden også en røffel til politikere og finansfyrster.
3. maj er Kim Larsen klar med sit første soloalbum i umindelige tider, når han udgiver pladen 'Mine damer og herrer'. Nu har Larsens pladeselskab EMI løftet det første af sløret for en flig af det, som den folkekære sanger har i ærmet. Sangen 'Næ, næ, næ' er pladens første single og kan høres lige her.
Helt i tråd med Larsens ånd bruger han et vers på at at hylde kvinden - De ved, hende der er skabt til 'kærlighed og elskov', som han synger.
Men også de ansvarlige for den buldrende finanskrise krise får en røffel med på vejen. I sangen er Larsen blevet ringet op af banken, der lokker med tilbud på en aktie til en pris på 120 procent.
- Men hvor var de alle sammen henne, da jeg kom for at hente mine penge, spørger han.
Endelig får levebrødspolitikerne en på hatten. Et folkefærd som ifølge Larsen efterhånden har sagt så meget, at det hele kan være lige meget. Derfor afslutter han da også sin - trods alt - muntre vise med en klar udmelding til de politikere der går på stemmerov:
- Du kan godt slappe af, vi stemmer blankt igen i dag!