Lige nu kan du opleve Instagrammer og rigmandsdatter Elvira Pitzner i TV2 Zulus TV-serie 'Pigerne'. I seriens 4. afsnit fortæller Pitzner om sine musikalske interesser og drømme, og nu er drømmen gået i opfyldelse.
Den 20-årige unge kendis har nemlig i samarbejde med Mintman, Soulshack og Makeba Riddick udgivet singlen Blow Me Away. I et interview med BT fortæller Pitzner:
‘Sangen var faktisk skrevet for nogle år siden, men var endnu ikke udgivet. Men da jeg hørte den, syntes jeg, at den var fed, og jeg kom i godt humør. Sangen var ikke rigtig up to date, så vi lavede en masse ændringer for at gøre den aktuel’, fortæller hun.
Pitzners sangtalent blev første gang opdaget, da hendes mor, diamanthandler Katarina Pitzner, uploadede en video på Facebook, hvor en 15-årig Elvira synger Medina. Mintman så talentet i den unge kendis, og tog sidenhen kontakt til Pitzner.
Pitzner ønsker at blive anerkendt for sit arbejde som musiker og tages seriøst. I interviewet fortæller hun:
‘Det er vigtigt for mig, at folk ved, at jeg har kæmpet længe for at få udgivet en sang. I tre år har jeg arbejdet på at bygge min sangkarriere op. Jeg har længe gået til sangtræning og så synger jeg hver dag for at opretholde min sangstemme. Alt hvad foretager mig, gør jeg helhjertet.’
Elvira Pitzner har allerede planer for fremtiden. Hun har nemlig selv skrevet en sang ved navn ‘Perfect’, som hun håber på snart kan udgives.
Men hun skal oppe sig med sin næste sang, hvis man skal tro BT's anmelder, Kristian Dam Nygaard. Han er nemlig ikke videre imponeret over debutudspillet:
»Udover, at nummeret begynder lidt underligt, lyder det fint uden at skille sig ud. Det er traditionel metervarer dancepop, som hurtig er glemt igen. Hun synger fint nok, og det er professionelt produceret, men bliver aldrig noget hit. Det mangler originalitet, hooklines og en god melodi«, skriver han.
Du kan høre sangen her.