B.T. har fået aktindsigt i breve, som han har sendt til to Venstre-skatteministre, hvor han beder om at slippe for at betale afgifter af den hjemmebryggede øl, som de serverer til klubbens egne fester.

I en mail fra 27. maj 2010 til Troels Lund Poulsen skriver Kristen Pihl Lorentzen først ’Kære Troels’ og underskriver sig med ordene HØJT SKUM.
'Jeg støtter varmt forslaget.... så håndbryggerlaug uden kommerciel virksomhed kan undgå virksomhedsregistrering og afgiftsbetaling', skriver Kristian Pihl Lorentzen, der ender brevet med at invitere skatteministeren på besøg i klubben 'gerne sammen med undertegnede'.

Og at Kristian Pihl Lorentzen nyder klubbens ølarrangementer kan man forvise sig om på klubbens hjemmeside, hvor der er utallige billeder af trafikordføreren på værtshuse og til klubbens fester, mens han skænker øl op til sig selv. Der er også et fotografi, hvor han er faldet i søvn i bussen efter besøg på et bryghus.

Hvorfor vil du gerne slippe for afgift i din egen ølklub, Kristian Pihl Lorentzen?

- Jeg kæmper sådan set for alle bryggerlaug - ikke kun mit eget. Jeg er ikke håndbrygger selv, og nyder jo ikke det de laver.

 Man kan da se billeder af at du nyder øllene og du er jo med i laugets bestyrelse.

- Jeg smager da på det til smagsaftener.

Underskriver du ofte breve til ministre med hilsenen 'Højt skum'?

- Ja, da. Når jeg kender ministeren.

Synes du, at det er i orden, at du kæmper politisk for din egen forening?

- Det kan jeg ikke se noget problem i. Det gør mange politikere da, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Det er SF’s skatteordfører Jesper Pedersen dog ikke enig i:

- Jeg beundrer hans ihærdighed. Men der må trods alt være større og vigtigere problemer end at sørge for, at der bliver et lavere kontigent i hans ølklub, siger Jesper Pedersen.

I april 2011 tager Kristian Pihl Lorentzen fat i Peter Christensen, der på det tidspunkt er ny skatteminister, for at foreslå 'udskænkning af hjemmebrygget øl uden afgift' igen til sin private ølklub, hvis de blot drikker under 500 liter om året.

 Peter Christensen vælger efter en måneds betænkningstid, at give et afslag til sin ølglade partifælle.

Øllaugets formand og oldermand Peter Baggerman siger til B.T., at de har taget afslaget til efterretning, og at en skatteminister fra Helle Thorning-Schmidts kommende regering ikke skal vente sig flere breve om ølafgifter i klubben fra Kristian Pihl Lorentzen.