Tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen er snart klar med sin første film, hvor hun debuterer som manusforfatter.

At dømme efter den trailer, der kan ses for første gang her på bt.dk, ser familiefilmen 'Iqbal og den hemmelige opskrift' ud til at havne et lunt sted mellem 'Min søsters børn', Emil fra Lønneberg og 'Busters Verden'.
En charmerende omgang familie-action med kant og farver anno 2015.

Renée Toft blev i sin tid kendt som 'Face of the Eighties', og uddannede sig efterfølgende som psykolog. Hun har i forvejen skrevet en række børnebøger om pigen Karla, og nu kan hun føje film-manusforfatter til sit omfattende CV.

Den 50-årige kvinde har taget en master class-uddannelse fra Den Danske Filmskole, og hendes debut som dramatiker på det store lærred bliver i samarbejde med tidligere minister og forfatter Manu Sareen.

Persongalleriet og historien i den kommende film tager nemlig udgangspunkt i Sareens børnebog 'Iqbal og den sorte Pjerrot', der allerede er et hit på landets børneværelser.

Filmens plot tager udgangspunkt i den dag Iqbal kommer til at sprænge sin skole i luften via en højeksplosiv formel, Iqbal har mikset sammen ved et tilfælde.

Derefter går det over stok og sten for at redde Københavns Tivoli, da småforbryderne Æselmanden (Rasmus Bjerg) og Svinet (Andreas Bo) forsøger at få fat i den hemmelige opskrift, for at sprænge den verdensberømte forlystelsespark i luften.

'Iqbal og den hemmelige opskrift' er også spillefilmdebut for instruktør Tilde Harkamp, der dog har stået bag gedigne tv-succes'er som 'Ludvig og Julemanden', 'Tvillingerne og Julemanden' samt afsnit af 'Lærkevej'.

Rollen som Iqbal spilles af endnu en debutant, 14-årige Hircano Soares, der er i stærkt selskab med Rasmus Bjerg og Andreas Bo som filmens skurke, og Ditte Hansen og Martin Brygmann som henholdsvis skolepsykolog og fysiklærer.

Filmen har julepremiere 17. december.